Ahhh, det er skønt at være boligejer i øjeblikket.

I hvert fald hvis man hører til dem, der smiler ved tanken om, at murstenene igen er blevet mere værd.

Huspriserne steg på landsplan med hele 1,4 pct. fra april til maj, og ligger nu ganske solide 9,1 pct. højere end for et år siden. Det viser dugfriske tal fra Boligsiden.

Prisstigningerne kommer husejerne til gode i størstedelen af landet. 

I hele 83 ud af 98 kommuner er priserne i dag højere end for et år siden, og et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter kostede i maj på landsplan 2.884.000 kr. 

Det betyder, at ejeren af et gennemsnitligt hus alene det seneste år har polstret værdien med 232.000 kr. 

Gennemsnitsprisen dækker imidlertid over store geografiske forskelle. 

De dyreste huse og største prisstigninger i både kroner og øre og procent finder man ikke overraskende i hovedstadsområdet og i whiskybæltet nord for København.

I maj skulle køberne lægge 9.148.000 kr. for 140 gennemsnitlige kvadratmeter hus i hovedstadskommunen, mens prisen lød på 9.704.000 kr. i Gentofte Kommune.

Og i Glostrup Kommune er huspriserne steget med hele 25 pct. det seneste år.

»Overordnet er det kommunerne omkring København og Aarhus, der står for de største prisstigninger, og det er netop nærheden til storbyerne, der trækker priserne op,« siger kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

De laveste huspriser fandt man i maj på Lolland og i Struer Kommune, hvor 140 kvadratmeter hus kunne erhverves for henholdsvis 909.000 kr. og 911.000 kr.

»Overordnet er det kommunerne omkring København og Aarhus, der står for de største prisstigninger, og det er netop nærheden til storbyerne, der trækker priserne op,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Lejlighedernes vilde prisridt fortsatte i maj. 
Lejlighedernes vilde prisridt fortsatte i maj.  Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Også lejlighedspriserne fortsætter det vilde prisridt. På landsplan steg de 1,1 procent fra april til maj.

Priserne trækkes især op af udviklingen i København og Aarhus.

I Københavns Kommune steg priserne med 1,1 pct. fra april til maj og med hele 24,6 procent det seneste år.

Det betyder, at en gennemsnitlig treværelsesejerlejlighed på 80 kvadratmeter i hovedstadskommunen i maj blev solgt for 6.086.000 kr.

»Priserne stiger fortsat i København, men det er den laveste månedlige stigning, vi har set i det seneste år. Det hænger blandt andet sammen med, at vi samtidig ser større nedslag i pris og et stigende udbud af lejligheder i landets hovedstad.«

»Det er med til at tage toppen af de store prisstigninger, som vi ellers har set det seneste år,« siger Birgit Daetz.

Lejlighedsmarkedet er endnu mere hedt i Aarhus Kommune, hvor ejerlejlighederne i maj i gennemsnit blev solgt til priser over udbudsprisen.

Salgspriserne steg med hele 2,1 pct. fra april til maj, og køberen af en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter i Smilets By måtte i gennemsnit lægge knap 20.000 kr. oven i udbudsprisen for at sikre sig lejligheden, der blev solgt for 3.795.000 kr.

»I Aarhus ser vi lidt den modsatte tendens end i København. "Udbuddet er halveret i forhold til sidste år, og priserne stiger fortsat markant,« siger Birgit Daetz.

Det seneste år er priserne på ejerlejligheder i Aarhus steget med 18,3 procent.

Også sommerhusejerne kan glæde sig over stigende priser.

Sommerhuspriserne steg med 0,9 procent fra april til maj, og er det seneste år steget med 8,4 procent.

Drømmer man om at nyde sommeren i eget sommerhus, skulle man i maj på landsplan betale 2.082.000 kroner for 80 gennemsnitlige kvadratmeter.