Det koreanske chipselskab Samsung forventer at selskabets indtjening vil eksplodere i årets første kvartal.
Årsagen er en »hidtil uset supercyklus« for hukommelseschips drevet af stor AI-efterspørgsel.
Således forventer Samsung et driftsresultat på 57,2 billioner (en million millioner) koreanske won i første kvartal - svarende til ca. 260 mia. kr. Det skriver selskabet i en meddelelse.
Det svarer til mere end hele sidste års driftresultat som landede på 43,6 billioner won, skriver Financial Times.
Samsung-aktien steg med op mod 5 pct. i tirsdagens tidlige handel, men endte dagen med en stigning på 1,7 pct.
Samsung-aktien er steget med hele 52 pct. i år indtil videre, da selskabet oplever voldsom efterspørgsel på særligt de hukommelseschip, som selskabet producerer. Kunstig intelligens kræver nemlig enorme mængder data, der skal flyttes lynhurtigt.
Det har skabt et massivt behov for HBM (High Bandwidth Memory), som Samsung blandt andet producerer.

