Biotekselskabet Zealand Pharma danner nu alliance med Novo Nordisk.
Det oplyser det lille danske selskab i en fondsbørsmeddelelse. Aftalen betyder, at Novo Nordisk skal stå for salget af Zealand Pharmas blodsukkermedicin ved navn »Zealogue«.
Zealand Pharma har allerede sikret sig 25 mio. kr. på baggrund af aftalen, men kan score op mod 265 mio. kr., hvis blodsukkermidlet når en række forskellige salgs- og udviklingsmål.
Læs også: 3 mulige aktieperler: 'Jeg synes, at aktien er alt for billig'
Den pågældende medicin – der bruges til sukkersygepatienter, hvis blodsukkerniveauet er akut lavt - er allerede godkendt til brug i USA, men formålet med samarbejdet er at få Zealogue på hylderne i flere lande.
Adam Steensberg, Zealands Pharmas administrerende direktør, er »ekstremt tilfreds« med partnerskabet.
Læs også: Goldman om dansk aktie: Et grønt håb i en dyb energikrise
»Denne aftale er endnu et vigtigt skridt i vores strategi om at etablere kommercielle partnerskaber,« udtaler han.
Partnerskabet vil ikke have nogen indflydelse på Zealand Pharmas økonomiske forventninger til året.
Læs også: Ser stort potentiale i 'billig' aktie: 'Galskab ikke at købe den'

