Selvom 2025 endte med at være et særdeles godt år for aktien i den danske servicekoncern ISS, der steg over 68 pct., så er der mere at komme efter.
Det er meldingen fra storbanken Morgan Stanley, der tirsdag har hævet sin anbefaling på ISS-aktien til overvægt fra tidligere ligevægt.
Det vil sige, at storbanken anbefaler, at man har flere ISS-aktier i ens portefølje, end aktien ellers fylder i det generelle marked.
I samme ombæring har Morgan Stanley sat et kursmål på ISS-aktien til 245 kr., hvilket indikerer en stigning på 11 pct. fra mandagens lukkekurs på 220,6 kr.
Det viser data fra Bloomberg.
Generelt er analytikerne der dækker ISS-aktien positive omkring, hvor aktien skal bevæge sig hen fra det nuværende niveau.
Data fra Bloomberg viser, at der er 15 analytikere, der følger aktien. Af dem er der ni analytikere, der anbefaler at købe aktien. Derudover er der fem analytikere, der anbefaler at holde aktien - det vil sige, at de hverken anbefaler, at man køber op eller sælger ud. Til sidst er der én analytiker, der anbefaler, at man sælger ISS-aktien, hvis man har den i porteføljen.
Gennemsnitligt har analytikerne et kursmål på 229,62 kr. Det vil betyde, at ISS-aktien skal stige med 4,1 pct. fra det nuværende niveau på 220,6 kr.

