Henter kommentarer

C25-aktie stiger i onsdagens handel – er steget 35 pct. i november

Det danske medikoselskab Ambu placerer sig i toppen af det danske C25-indeks onsdag. 

Omkring kl. 14:15 er Ambu-aktien oppe med 5 pct. i onsdagens børshandel. 

Det sker efter, at Ambu onsdag har kunnet fortælle, at europæiske myndigheder har godkendt Ambus løsning til ureteroskopi. Her er der tale om et »fleksibelt engangs-ureteroskop«, som typisk bruges til behandling af nyre eller urinvejssygdomme. 

Ambu forventer, at den nye løsning vil kunne imødekomme et marked på 1 million behandlinger om året. 

Ambu har haft medvind på børsmarkedet i november, hvor aktien indtil videre er steget med hele 35 pct. 

Det kommer dog på baggrund af nogle hårde år for aktien, der i 2021 har kostet hele 355 kr. per aktie. I dagens aktiehandel koster en Ambu-aktie omkring 94 kr. per aktie. 

Kigger man på, hvad de professionelle analytikere mener om Ambu-aktien, er holdningerne da også delte. 

Ifølge data fra Bloomberg er der 9 analytikere, der dækker aktien. Af dem har 4 en købsanbefaling, mens 3 anbefaler investorerne at holde fast i aktien. 2 analytikere anbefaler at sælge Ambu-aktien. 

Det mest opdaterede syn på aktien kommer fra Nordea, som i dag er ude med en købsanbefaling og et kursmål på 115 kr. per aktie. Det viser data fra Bloomberg.