Henter kommentarer

C25-aktien er raslet ned – køb nu, mener eksperter


Man kan vist med rette sige, at Ambu-aktien har været i strid modvind det seneste år, hvor 75 pct. er blevet skåret af kursen.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller nogen, om man vil.

For den lave kurs kan være gode nyheder for investorer, der lurer på aktien. I en meddelelse påpeger Handelsbanken, at aktiens kraftige tilbagefald har skabt et godt opkøbstidspunkt for investorer.

»Når det er sagt, så vær opmærksom på, at Ambu-aktien fortsat er meget følsom i forhold til de stigende renter,« lyder det videre.

Bag Handelsbankens meddelelse står aktiestrategerne Michelle Nørgaard og Hajder Anjum. De spår, at aktien vil nå et lavpunkt på den korte bane, hvorefter aktien vil få gevaldigt vind i sejlene.

»Vi venter således, at Ambu vil opleve en salgsvækst på 18% samt generere en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på mere end 70% i perioden 2021/22-2024/25,« mener de.

Strategerne hæfter sig ved, at Ambu har udvidet deres portefølje, så de får flere varer på hylderne – samtidig med, at endoskopimarkedet, som Ambu specialiserer sig i, forventes at vækste med 15-18 pct. om året frem mod 2030.

Ambu kan nyde godt af den vækst i fremtiden, mener strategerne, da de har opført en fabrik i Mexico og ansat 500 personer, investeret kraftigt i deres forsknings- og udviklingsafdeling samt investeret i deres kommercielle infrastruktur.

Handelsbanken løfter den kortsigtede anbefaling til »køb (hold)« på aktien, mens de sænker deres tre årige kursmål fra 210 kr. til 195 kr.

Læs også: Dansk biotekselskab bliver solgt

Læs også: Musk sætter kæmpekøb på pause: Sådan kan investorer tjene kassen