C25-rekord trods svagt regnskabstrekløver


 
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for selskaberne i C25-indekset, og dets udvidelse fra C20. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Vis mere

Hele fire C25-selskaber skulle onsdag bedømmes på deres andet kvartal, og det var hovedsageligt med sure miner til følge fra investorerne, der kun sendte Simcorp i grønt.

Regnskabsaktuelle ISS, Novozymes og Ørsted endte alle i rødt.

Det danske C25-indeks lukkede onsdag med en stigning på 0,3 procent til 1475,12. Dermed blev det til den 26. lukkerekord til indekset efter den seneste rekord fra den 21. juli i 1473,48.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for selskaberne i C25-indekset, og dets udvidelse fra C20. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Udviklingen var svagere end i resten af Europa, hvor Stoxx 600-indekset ved dansk lukketid lå med en stigning på 1,2 procent.

- Vi har en travl dag med mange danske regnskaber, hvor størstedelen af de C25-selskaber, der har aflagt regnskab, ligger i rødt. Det betyder også, at C25-indekset underpræsterer i forhold til Europa, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

ISS TIL BUNDS EFTER SKUFFENDE REGNSKAB

ISS-aktien var onsdagens bundskaber i C25-regi med et fald på 7,0 procent til 101,95 kr efter et regnskab, hvor salget var lidt bedre end ventet, men hvor driftsindtjeningen og prognosen for 2020 skuffer.

Der tegner sig et uklart billede af ISS' underliggende forretning, efter at servicekoncernen onsdag fremlagde nye forventninger til 2020, hvor ISS nu venter en negativ organisk vækst for 2020.

Sådan lyder vurderingen fra Per Fogh, aktieanalytiker i Sydbank.

- Vi ser en forventning til den organiske vækst i 2020, der i bedste tilfælde lander på minus 6 til minus 8 procent. Det er værre end frygtet. Især på indtjeningen lander ISS væsentligt lavere, end markedet havde ventet. Selv før engangseffekter er de nye forventninger væsentligt lavere, lyder det fra Per Fogh.

NOVOZYMES TYVSTARTEDE TSUNAMI OG SKUFFER

Novozymes blev sendt ned med 3,8 procent til 368,90 kr., efter at enzymkoncernen tyvstartede tirsdag aften ved at sende sit endelige halvårsregnskab ud, hvor der også blev leveret en ny prognose efter suspenderingen tidligere på året.

Novozymes' regnskabstal for andet kvartal lå tæt op ad de foreløbige regnskabstal, der blev offentliggjort den 8. juli.

Den nye prognose lyder på lidt lavere vækst og indtjening end forudset i Novozymes' oprindelige prognose, som blev suspenderet den 7. april.

I kølvandet af regnskabet sænkede Danske Bank sin anbefaling af Novozymes-aktien til "sælg" fra "hold".

Softwareselskabet Simcorp har i andet kvartal 2020 haft tilbagegang i både salg og indtjening, men posterne lå umiddelbart over analytikernes forventninger.

Simcorp-aktien kunne dog kun mønstre en lille stigning på 0,1 procent til 738,50 kr., efter at den det meste af dagen havde ligget i minus.

ØRSTED MED LAVERE INDTJENING SENDES NED

Energikoncernen Ørsted kom igennem andet kvartal af 2020 med en lavere indtjening, end analytikerne havde ventet, og investorerne kvitterede ved at sende aktien ned med 0,9 procent til 887,50 kr.

Divisionen for havvindmølleparker, Offshore Wind, kom ud af andet kvartal af 2020 med en lavere driftsindtjening før af- og nedskrivninger (EBITDA) end forudset.

Vestas, der tirsdag efter sit regnskabet steg til rekord, kunne ikke holde kadencen og faldt 1,0 procent til 917,80 kr. Flere finanshuse har taget fat i regnearkene efter regnskabet, og det har resulteret i stigende kursmål og løftede anbefalinger.

Blandt andet har ABG, Sundal Collier, Deutsche Bank, Commerzbank, Credit Suisse, Citigroup og JPMorgan alle løftet deres kursmål for vindmølleaktien oven på regnskabet, viser data fra Bloomberg News. Flere til et kursmål på 1000 kr. og derover. SEB har også løftet sin anbefaling af Vestas til "køb".

Genmab-aktien var også med i gruppen af C25-selskaber, der aflægger regnskab onsdag. Investorerne sendte biotekaktien ned med 2,2 procent til 2268 kr. forud for regnskabet, der leveres lige efter lukketid.

Genmab havde dog også fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" hos det svenske finanshus SEB.

Finansaktierne var onsdag godt kørende i Europa, hvor de blandt andet blev løftet af sektorrotationen og stigende renter.

Den tendens kunne også ses i Danmark, hvor Jyske Bank endte med en stigning på 0,8 procent til 214,50 kr., og forsikringsselskabet Tryg steg 1,8 procent til 192,80 kr.

DSV Panalpina-aktien var også godt kørende, og transportselskabet kunne med et plus på 2,1 procent til 930,60 kr. køre endnu en lukkerekord hjem til samlingen. Fremgang sidst på eftermiddagen til blandt andet den indekstunge Novo Nordisk-aktie, som steg 2,4 procent til 427,10 kr., var også med til at løfte C25-indekset.

Læs også: Analytiker om ISS: Jeg var ved at få kaffen galt i halsen

ALK OVERRASKER RESULTATMÆSSIGT OG OPJUSTERER

ALK-Abelló kom ud af andet kvartal med resultater, der overraskede analytikerne positivt på både top- og bundlinje.

Samtidig opjusterede allergivaccineselskabet forventningerne til driftsindtjeningen (EBITDA), mens forventningerne til omsætningsvæksten i lokal valuta nu ventes i den lave ende af den oprindelige prognose.

- Færre forsknings- og udviklingsomkostninger i forhold til samme periode sidste år som følge af covid-19-relaterede forsinkelser af studier samt lavere salgs- og markedsføringsomkostninger som en konsekvens af det lavere aktivitetsniveau bidrager til det bedre end ventede resultat og opjusteringen af EBITDA, skriver Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i en kommentar.

ALK-Abelló-aktien lukkede uændret i 2104 kr.

DFDS-AKTIEN I HØJ FART EFTER BEDRE FREMTIDSUDSIGTER

DFDS-aktien havde onsdag vinden i ryggen, og aktien blev sendt op med 9,5 procent til 238,60 kr. efter regnskab og en opjustering af forventningerne til driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster.

Rederiet ser forbedringer i fremtiden, efter at det fra slutningen af maj frem til juli oplevede en større bedring i fragtvolumen end ventet.

Samtidig har genåbningen for passageroverfart og en hurtig bedring i efterspørgslen hos passagerer i særligt Danmark og Norge reduceret usikkerheden.

DFDS' topchef, Torben Carlsen, vurderede, at efterspørgslen på færgerejser giver grund til optimisme, og at fragtmængderne dertil er stigende.

SOLAR LEVERER INDTJENINGSFREMGANG I ANDET KVARTAL

El-grossisten Solar kom ud af andet kvartal med et mindre fald i omsætningen, mens indtjeningen viste pæn fremgang.

Solar har ifølge administrerende direktør Jens Andersen draget stor nytte af sin digitale profil til at klare sig igennem et viruspræget andet kvartal.

Derudover har Solar arbejdet for at effektivisere og mindske sine udgifter i løbet af kvartalet. Blandt andet ved at investere i et robotanlæg i Holland, som har givet en reduktion i medarbejderstaben.

Solar steg 4,1 procent til 302 kr.

Læs også: Ørsted-aktien er løbet fra C25-indekset: 'Ingen tvivl om, at den er dyr'

Læs også: Tom Hougaard: Den her historie er ikke blevet fortalt så meget

/ritzau/FINANS