Forsikringsselskabet Tryg skal sige farvel til 180 medarbejdere på tværs af Norden.
Det oplyser det danske forsikringsselskab i en pressemeddelelse tirsdag middag.
Fyringsrunden sker som led i strategien om »at forenkle Trygs it-setup for at frigøre kræfter til at udvikle nye digitale løsninger til gavn for koncernens mere end seks millioner kunder,« fremgår det af meddelelsen.
Derfor udvider Tryg sit samarbejde med Tata Consultancy Services (TCS), som forsikringskæmpen allerede har samarbejdet med i 15 år.
»Med dagens udmelding overtager TCS ansvaret for at drifte en række af koncernens ældre IT-systemer. Det omfatter IT-support, dokument- og arkiveringssystemer samt en række leverandørkontrakter, der i dag varetages af flere forskellige eksterne partnere,« skriver C25-selskabet.
Det betyder, at forsikringskæmpen skal gøre brug af færre eksterne IT-konsulenter og have færre ansatte i Trygs IT-område.
Dermed vil 45 danske Tryg-medarbejdere som en del af aftalen blive ansat i TCS, mens 180 stillinger i Tryg på tværs af Skandinavien forventes nedlagt, heraf henholdsvis 47 i Danmark, 48 i Norge og 85 i Sverige.
»Vi forenkler vores IT-landskab for yderligere at kunne investere i ny teknologi og udvikle vores forretning på tværs af Skandinavien. På den måde kan vi levere de bedste kundeoplevelser, så vi fortsat differentierer os i markedet og styrker vores konkurrenceevne,« siger Johan Kirstein Brammer, der er topchef i Tryg.
Tryg har en markedsværdi på 102,6 mia. kr., og aktien er oppe med knap 9 pct. det seneste år.
Det danske forsikringsselskab har både aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige, men hovedkontoret ligger i Ballerup. Selskabet har omkring 7.000 medarbejdere og cirka 5,3 mio. kunder.

