Den danske smykkekoncern Pandora vil til september åbne kontor i New York som en del af selskabets vækststrategi i USA.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

I første omgang vil kontoret skulle være et midlertidigt sted på Manhattan, men medarbejderne vil i 2023 flytte ind i permanente lokaler.

Læs også: Amerikansk medicinalaktie skyder mod himlen

Pandora regner med at skulle have 150 medarbejdere i New York, og formålet med et amerikansk hovedkontor er i højere grad at kunne rekruttere de bedste medarbejdere.

- New York er det største kommercielle marked i USA og et af de største kommercielle markeder i verden, der tiltrækker førende talenter, som vil styrke vores brand, mens vi fortsætter med at levere på vores forretningsstrategi, siger Luciano Rodembusch, direktør for Pandora North America i meddelelsen.

Læs også: Store hug til socialt medie efter regnskab

Pandora vil desuden øge sin tilstedeværelse med butikker i New York, hvor man allerede har ni forretninger.

Pandora har et mål om at vinde markedsandele i USA og fordoble omsætningen på det amerikanske marked i forhold til niveauet i 2019. I 2021 løb salget op i 1 mia. dollar.

Det eksisterende nordamerikanske hovedkvarter i Baltimore og logistikcenteret i Columbia fastholdes.

.\˙ MarketWire