De store danske selskaber har sparet milliarder på rejser under coronakrisen.
Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.
Mens coronakrisen har skabt store huller i økonomien hos mange selskaber, har den også forårsaget mere luft i rejsebudgetterne hos de store danske selskaber, da der er blevet skåret ned på forretningsrejser i løbet af året.
Stort set samtlige af landets børsnoterede selskaber har sparet store summer penge på rejsebudgettet ifølge en undersøgelse, som Jyllands-Posten Erhverv har foretaget.
Novo Nordisk har sparet omkring 1 mia. kr. på rejser på grund af coronapandemien, Lundbeck har sparet 150 mio. kr, Ørsted har sparet omkring 100 mio. kr., Rockwool har ligeledes sparet et mindre trecifret millionbeløb, og GN Store Nord har sparet millioner.
- Virkeligheden er, at der er blevet sparet nogle penge på færre forretningsrejser og fysisk deltagelse på konferencer. Til gengæld har mange virksomheder også tjent langt færre penge i løbet af 2020 end normalt, siger Anders Fæste, der er landechef for BCG i Danmark, til Jyllands-Posten Erhverv.
Eksempelvis har medicoselskabet Ambu sparet et tocifret millionbeløb på rejser og konferencer, men til gengæld har selskabet brugt 40 mio. kr. ekstra på at sende endoskoper med luftfragt til hospitaler rundt i verden.
Læs også: Porteføljeforvalter bag bedste danske fond: Derfor ser jeg potentiale i disse to nye danske aktier
Læs også: Disse indeks har klaret sig værst i 2020 - det danske i top
Originalartikel: Jyllands-Posten Erhverv, 30. december 2020, side 42.
/ritzau/FINANS
For at kommentere skal du angive dit for- og efternavn. Det er rart at vide, hvem man debatterer med.