ISS skal forvalte investorernes penge stringent. Det var et af de budskaber, der blev gentaget flest gange af topchef Jacob Aarup-Andersen ved ISS' kapitalmarkedsdag mandag i London.

Her blev serviceselskabets nye strategiplan offentliggjort. Den indeholder blandt andet planer om at udbetale udbytte for første gang siden 2019, mens der også er lagt op til muligheden for aktietilbagekøbsprogrammer og opkøb.

Det skal dog ske stringent med fokus på at skabe det bedste afkast til investorerne, slår Jacob Aarup-Andersen fast i et efterfølgende interview med MarketWire.

Han er bevidst om, forklarer han, at visse investorers tillid til ISS tidligere har været lille.

Læs også: Vildt comeback – nu varsler C25-selskab gaveregn

- Det, vi er i gang med, er et projekt, der handler om at genetablere markedets tillid til os. I sidste ende repræsenterer vi en virksomhed, der har skuffet nogle investorer. Og det er vores job som ledelse ikke at tale om, hvem der gjorde hvad, men at genopbygge den tillid. Punktum.

Jacob Aarup-Andersen blev i 2020 udpeget til posten som ny administrerende direktør i ISS og overtog dermed fra Jeff Gravenhorst, der havde været direktør de foregående ti år.

Med Jacob Aarup-Andersen tiltrædelse kom også en turnaround-strategi, som selskabet nu er færdig med. En væsentlig del af strategien bestod i at frasælge de dele af ISS, der ikke havde med kerneforretningen at gøre.

Læs også: 'Voldsom' udvikling på boligmarkedet i København

Med den nye strategi bliver der nu lagt op til muligheden for at opkøbe selskaber, men også her er stringens et nøgleord.

- Et af de steder, hvor der - hvis du spørger vores investorer - er tvivl om, hvorvidt der er blevet skabt værdi, så er det med nogle af de opkøb, der er blevet foretaget. Derfor er det vigtigt for os at adressere den bekymring i dag, siger Jacob Aarup-Andersen.

Derfor har ISS lavet tre dogmer, som eventuelle opkøbsmuligheder skal leve op til: Det skal passe ind i ISS-strategien, det skal kunne levere et attraktivt afkast, og det skal leve op til ISS' standarder.

- Det er tre ufravigelige punkter og en måde at adressere, at folk har haft en skepsis omkring, hvordan ISS har foretaget opkøb tidligere. Det første af de her dogmer handler om, at der skal være et stærkt strategisk match. Når vi ser tilbage, så anerkender vi, at der har været en række opkøb, som har handlet om kortsigtet finansiel gevinst, men de har ikke passet ind i ISS' strategi.

Læs også: Nu har Twitters udfordringer ramt Tesla

- Det betyder, at det aktiv over tid bliver mindre og mindre værd. Derfor er vores første fokus, før vi overhovedet gider at kigge på det, om det passer ind i strategien. Det skal ikke være sådan, at vi forsøger at passe det ind - passer det, eller passer det ikke. Hvis ikke, så er vi videre, siger Jacob Aarup-Andersen.

ISS annoncerede i slutningen af oktober købet af schweiziske Livit FM Services - en virksomhed, der netop lever op til alle tre parametre, slår ISS-chefen fast.

Før Jacob Aarup-Andersen kom til ISS, var han både finansdirektør og chef for Wealth Management i Danske Bank. Her var han udset til at være den næste administrerende direktør, men Finanstilsynet vurderede, at han ikke havde tilstrækkelig erfaring til at tage over efter Thomas Borgen i kølvandet af hvidvask-sagen i Estland.

Erfaringen fra bankverdenen kommer nu alligevel Jacob Aarup-Andersen til gode i spidsen for ISS.

- Jeg kommer selv af det finansielle miljø og har fuld forståelse for, hvad der forventes af en virksomheds ledelse, siger han og fortsætter:

- Jeg har oplevet som investor, at nogen ledelser - og det er ikke en ISS-kommentar - er nået til et punkt, hvor de mener, at det er deres egne penge. Vi har dyb respekt for, at det er penge, vi låner af aktinærerne, og hvis vi ikke kan levere et ordentligt afkast, så ligger de bedre i aktionærernes lommer end i vores.

.\˙ MarketWire