Carlsberg napper samarbejdspartner fra Royal Unibrew


Det danske bryggeri Carlsberg kan tirsdag morgen fortælle, at bryggeriet har udvidet sit partnerskab med PepsiCo.
Fra 2029 bliver det nu Carlsberg, der skal stå for produktion og salg af Pepsi i Danmark, Finland og Baltikum.
Carlsberg har i mere end 25 år tappet Pepsi i Norge og Sverige, men nu bliver partnerskabet altså udvidet.
- Vi er meget glade for, at vi bliver den eneste PepsiCo-tapper i Norden og Baltikum. Dette er et spændende skridt, der cementerer vores langvarige strategiske partnerskab med PepsiCo., udtaler topchef i Carlsberg, Jacob Aaarup-Andersen.
Samtidig melder det andet store danske bryggeri Royal Unibrew, at deres partnerskab med PepsiCo i Nordeuropa slutter ved udgangen af 2028.
- PepsiCo har været en værdsat partner for os i Nordeuropa i mange år, og vi er stolte af det, vi har opbygget sammen. Selvom afslutningen på partnerskabet ikke var vores foretrukne resultat, vil kontraktudløbet i 2028 fjerne en række strukturelle begrænsninger. Dette giver os fleksibilitet til yderligere at accelerere væksten af vores egne mærker og udforske nye partnerskabsmuligheder, lyder det i en meddelelse fra Lars Jensen, der er topchef i Royal Unibrew.