Carlsberg/CEO: Ser russisk rentabilitet falde - skal rebalancere


Carlsberg havde problemer på det østeuropæiske marked i årets tredje kvartal, hvor særligt Rusland var en sten i skoen for det danske bryggeri.

Her blev prisforskellen større på Carlsbergs øl og konkurrenternes, hvilket ramte salget, fortæller topchef Cees 't Hart på en telekonference torsdag formiddag, efter at bryggeriet torsdag morgen har præsenteret en handelsopdatering for perioden.

- Vareomkostningerne steg, og derfor løftede vi priserne, men det gjorde nogle af vores konkurrenter ikke, så det betyder, at prisforskellen mellem os og dem er større på hylderne - og når prisforskellen bliver for stor, tager forbrugerne et andet valg. Derfor skal vi reducere prisforskellen, siger han.

- Når vareomkostningerne stiger, så koster det på marginerne, så profitabiliteten vil i det kommende år fortsætte med at falde en smule. Vi har en driftsmargin på omkring 20 pct., men i fremtiden vil den nok falde til omkring 15-16 pct., lyder det fra topchefen.

Over for Ritzau Finans slår Cees 't Hart torsdag eftermiddag fast i et interview, at Carlsberg skal vende udviklingen ved en rebalancering af fokus:

- Vi vil prøve at vinde markedsandele ved at rebalancere vores "golden triangle", siger han med henvisning til modellen, der beskriver balanceringen af mængde, margin og overskud.

- Vi har haft meget fokus på værdi i fortiden, og hvis du har fokus på det, så løfter du priserne, når vareomkostningerne stiger. Det har nogle af konkurrenterne ikke gjort, hvilket betyder, at vores produkter er blevet dyrere på hylderne - og så begynder vi at tabe markedsandele, lyder det.

I stedet skal der i den kommende tid fokuseres på volumen, lød det på telekonferencen.

CEO: SVÆRT AT SIGE, HVOR LÆNGE UDFORDRENDE MARKED FORTSÆTTER

Carlsberg kunne i tredje kvartal se sit salg på det østeuropæiske marked stige en spids - til 3271 mio. kr. fra 3156 mio. kr. samme periode af 2018.

Salgsvolumen af øl faldt dog med 9 pct. til 8,2 mio. hektoliter fra 9 mio. hektoliter i 2018, hvilket skyldes den øgede konkurrence, koldt vejr - og at Rusland sidste år afholdt VM i herrefodbold, hvilket gav et svært sammenligningsgrundlag.

Den øgede konkurrence kom blandt andet fra verdens største bryggeri, AB Inbev, der har slået sig sammen med tyrkiske Efes på markedet.

Det er ifølge Cees 't Hart svært at vurdere, hvor længe det svære miljø bliver ved:

- Det er svært at sige, hvor længe det fortsætter. Det afhænger af konkurrenterne, økonomien og - i Rusland - også af olieprisen. Men ærligt talt så er det lidt ligesom Liverpool mod Arsenal i går (fodboldkamp, der blev afgjort i straffesparkskonkurrence efter 5-5 i ordinær tid, red.).

- Du kan være bagud ved pausen, men det handler om, hvem der vinder i sidste ende, lyder det fra topchefen.

Selv om det russiske marked var udfordrende for bryggeriet, var udviklingen dog bedre end ventet i både Asien og Vesteuropa i tredje kvartal.

Det betød, at Carlsberg allerede mandag - et par dage inden salgsopdateringen - kunne opdatere sin finansielle forventning til 2019.

Der ventes nu organisk vækst i driftsindtjeningen på omkring 10 pct. Før var forventningen en "høj encifret procentvis organisk vækst".

På børsen har investorerne torsdag ikke helt vidst, hvilket ben de har skullet stå på oven på regnskabet. Carlsberg-aktien er både blevet sendt op og ned, men ved 13-tiden falder den 1,4 pct. til 952,60 kr.

/ritzau/FINANS