Det danske softwareselskab Cbrain kan måske sikre sig en ny attraktiv kontrakt.
Det oplyser selskabet til fondsbørsen, efter finansministeriet i Emiraterne netop har meddelt cBrain, at ministeriet forventer at tildele cBrain en kontrakt, som dækker leverance og implementering af et nyt fagsystem.
I videoen ovenfor ses, hvordan omsætningen for selskaberne i First North 25-indekset har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Tildelingen er baseret på et udbud, som er gennemført hen over sommeren.
Hvis det lykkes cBrain at få kontrakten i hus, er der ifølge selskabets topchef, Per Tejs Knudsen, tale om en leverance, som er 'betydelig større end de tidligere projekter, som cBrain har leveret i regionen'.
Cbrain udvikler software, der gør det muligt at samle alle arbejdsprocesser. Målet er at sikre en hurtigere og mere effektiv forvaltning.
Det er interessant, at det er Finansministeriet, for det er en prominent kunde, forklarer Per Tejs Knudsen over for Euroinvestor.
Han fremhæver, at Cbrains strategi er at finde en fyrtårnskunde, som kan bruges som reference i det enkelte område. Det er med hans ord tæt på den 'ultimative' kunde i den verden.
Han understreger, at der ikke er understreget en kontrakt endnu, men at Cbrain er blevet oplyst, at man har tænkt sig at underskrive en kontrakt med det danske selskab.
»Vi tror selvfølgelig, at det sker, for ellers ville vi ikke melde det ud. Det er samtidig ekstra interessant for os, at vi er i stand til at byde ind på den slags udbud og vinde det,« udtaler Per Tejs Knudsen.
Læs også: Cbrain sælger F2-systemet til Hjemrejsestyrelsen
Læs også: Cbrain har leveret projekt til amerikansk centraladministration
