Austan Goolsbee, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Chicago, advarer mod for skarpt fokus på arbejdsmarkedet i fastlæggelsen af pengepolitikken.
Den traditionelle økonomiske ide om, at der skal en skarp opbremsning på arbejdsmarkedet og en noget større arbejdsløshed til at få bugt med inflationen, passer nemlig ikke nødvendigvis på det aktuelle scenarie, siger Austan Goolsbee torsdag ifølge Bloomberg News.
Læs også: Milliardforvalter: Her er hvad der skal til for at danske aktier igen blomstrer
Hvis man fokuserer på meget på relationen mellem arbejdsløsheden og inflationen, kan man derfor komme til at løfte renterne for højt op, lyder advarslen fra Goolsbee.
I stedet bør Federal Reserves pengepolitiske beslutningstagere i højere grad fokusere på de forskellige komponenter i kerneinflationen, der skal aftage for at få styr på prisstigningerne.
Det drejer sig ifølge Austan Goolsbee blandt andet om boliginflationen, der skal lidt længere ned i gear, vurderer han.
Samtidig skal man ikke lægge for meget vægt på lønudviklingen på kort sigt samt holde godt øje med produktivitetsvæksten og inflationsforventningerne, lyder vurderingen fra Goolsbee.
Selv er chefen for Federal Reserves afdeling i Chicago ikke helt afklaret om hans stilling til næste rentemøde.
Læs også: Nye tal fra sportsgigant - tjener bedre end ventet
»Jeg har ikke besluttet endnu, hvad jeg vil gøre ved det næste, men med de nuværende fremskridt føler jeg mig komfortabel med det, jeg har sagt før: Vi bevæger os ind i en periode, hvor spørgsmålet ikke længere er, hvor meget renten vil stige, men mere hvor længe vi vil holde den her,« siger Austan Goolsbee ifølge Bloomberg News.
Federal Reserve-direktøren tror i øvrigt fortsat på en såkaldt blød landing - altså at inflationen kommer under kontrol, uden at den amerikanske økonomi ender i recession.
Risikofaktorerne for den nuværende kurs er en nedgang i den kinesiske økonomi, fortsat stigende oliepriser, den omfattende strejke i bilsektoren samt en potentiel regeringsnedlukning.
Læs også: Tror dansk biotek-aktie kan stige markant
Læs også: Genmab-partner har positive resultater i lungekræftstudie
.\˙ MarketWire