Neel Kashkari, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, afdeling i Minneapolis, har ikke meget til overs for hele konceptet omkring kryptovalutaer, og den senere tids store nedture for flere aktører i branchen er ikke enlige svaler.

For et par uger siden gik kryptobørsen FTX i betalingsstandsning, da den pludselig kom i markant likviditetsbekneb, og kort efter indefrøs kryptomægleren Genesis kundernes indeståender.

»Det her er ikke et tilfælde med en enkelt svindlende aktør i en seriøs branche,« skriver Neel Kashkari fredag på Twitter ifølge Bloomberg News.

»Hele ideen om krypto er nonsens. Ikke brugbar til betalinger. Ikke nogen beskyttelse mod inflation. Ingen mangel. Ingen beskatning. Bare et værktøj til spekulation og det større fjols.«

"Det større fjols" er en teori om, at når man som investor sælger eller køber et aktiv, som ellers er i en boble, så kan man stadig tjene penge, da modparten er et større fjols.

Neel Kashkaris tweet fredag er den hidtil kraftigste kritik mod digitale valutaer fra et højtstående medlem af den amerikanske centralbanks ledelse. Andre af Federal Reserves direktører har i højere grad talt om behovet for regulering af kryptovalutaerne.

Læs også: Carvana vil afskedige 1500 ansatte - aktien stort set udraderet

Læs også: Mærsk-topchef ser forlig i voldtægtssag som "bedst for alle"

.\˙ MarketWire