Topchef i United Healthcare, 50-årige Brian Thompson, er onsdag blevet skudt og dræbt.
Det skete udenfor hotellet Hilton Midtown i New York, hvor verdens 16. mest værdifulde børsselskab UnitedHealth Group holder investor-konference onsdag morgen amerikansk tid.
UnitedHealthCare står for omtrent 55 pct. af omsætningen i UnitedHealth Group, og forsikrer mere end 27 mio. mennesker i USA.
Det skriver Bloomberg på baggrund af en udmelding fra New Yorks politi (NYPD).
Onsdagens investorkonference i UnitedHealth Group er aflyst, som følge af hændelsen skriver CNBC.
UnitedHealth er det 16. mest værdifulde selskab i verden målt på markedsværdi. Værdien af alle aktier i selskabet lagt sammen er således 556 mia. dollar - hvilket svarer til knap 4.000 mia. kr.
Til sammenligning har Novo Nordisk en markedsværdi på 487 mia. dollar.
