Henter kommentarer

Cheføkonom: Her vil ECB sænke renten – vil kunne mærkes af danske boligejere


Inflationen i Europa fortsætter med at falde i »et adstadigt og kontrolleret tempo«. 

Sådan lyder reaktionen fra cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, efter der netop er landet friske inflationstal for eurozonen fredag. Her falder inflationen til 2,6 pct. i februar, mens kerneinflationen falder til 3,1 pct. 

Begge tal lander en smule højere end markedet havde forventet på forhånd. Men det bør ikke give anledning til »slinger i valsen« hos den europæiske centralbank, ECB, der har varslet rentesænkninger i løbet af året. 

Dagens inflationstal betyder dog, at centralbankcheferne ikke har travlt med at sænke renten, lyder vurderingen: 

»Som tingene ser ud nu, så skal vi formentlig hen til juni før ECB gennemføre den første rentenedsættelse. Det vil forventeligt være den første af i alt tre rentenedsættelse i år på i alt 0,75 procentpoint,« skriver Tore Stramer i en kommentar. 

Læs også: Økonom efter friske inflationstal: Døren står åben for rentesænkninger

Han tilføjer, at han forventer at Nationalbanken vil følge trop og også sænke den korte ledende rente med 0,75 procentpoint i år. 

»Det er et rentefald, der hovedsageligt vil kunne mærkes for de boligejere, der har korte variable lån. Dertil vil store del af dansk erhvervsliv, hvor andelen af variable lån er stor, ligeledes kunne se frem til en reduktion i deres renteudgifter,« skriver Tore Stramer. 

Hos Sydbank forventer man, at ECB allerede vil sænke renten til april – men boligejere og andre der går med forhåbninger om rentefald, skal dog holde øje med særligt en ting, lyder det. Nemlig om inflationen fortsætter med at falde og ikke bider sig fast: 

»Risikoen for boligejere og andre, der håber på snarlige rentenedsættelser er dog, at den genstridige inflation vil udskyde den første rentenedsættelse til der for alvor er blade på træerne,« skriver cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.