Inflationen stiger, og vi skal forberede os på, at den bliver højere.
Det er budskabet fra cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.
»Der er ikke udsigt til, at priserne kommer ned. Tværtimod forventer vi faktisk, at inflationen stiger i 2025 og kan komme op i nærheden af 3 pct. sidst på året,« forudser han.
Det sker, efter nye tal for prisudviklingen i Danmark viser, at inflationen steg til 1,9 pct. i december fra 1,6 pct. i november. Mange danskere mærker stadig prisniveauet i hverdagen, hvor fødevarer er blevet markant dyrere de seneste år. Sammenlignet med for tre år siden er forbrugerpriserne i dag 12 pct. højere, påpeger cheføkonomen.
»Ser vi isoleret set på fødevarer, så ligger priserne i dag 23 pct. højere. Og det er noget, som kan mærkes.«
Selv om der med cheføkonomens øjne er kommet markant mere ro på inflationen, understreger han, at mange danskere oplever, at priserne fortsat er høje. Det bunder i, at et fald i inflationen ikke er ensbetydende med lavere priser, men blot at priserne bevæger sig op i et langsommere tempo.
En del danskere har ikke desto mindre oplevet pæne lønstigninger det seneste år, bemærker han og fremhæver, at det endte med en lønstigning på DA-området på knap 5 pct. i 2024.
»Men de offentlige lønninger har ikke oplevet samme stigninger og slet ikke overførselsindkomster. Så der er stor forskel på, hvordan de senere års prisstigninger har ramt danskernes pengepunge, og hvordan dagligdagens indkøb opleves,« påpeger han.
Det ændrer dog ikke på, at trods den stigende inflation i december, så bød 2024 på den laveste inflation i 4 år, lyder det fra cheføkonomen.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner