Tirsdag markerer 100 dage med Donald Trump som amerikansk præsident i denne periode.
De første 100 dage har været præget af Trumps handelskrig, der sammen med resten af hans politik har sået et frø af mistillid blandt investorerne, lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.
Han forudser, at den voldsomme handelspolitik snart kommer til at kunne ses i de økonomiske nøgletal, mens den allerede har haft en stor og betydelig effekt på finansmarkederne.
»Her viser der sig dog et ganske interessant mønster. Der er nemlig en tydelig tendens til, at turbulensen er gået hårdest ud over amerikanske finansielle aktiver. Det fortæller en historie om, at investorerne i et vist omfang har vendt ryggen til amerikanske aktiver,« skriver Søren Kristensen i sin analyse.
Trump kan dog nå at ændre kurs, spår cheføkonomen, og derved mindske skaden på amerikansk økonomi.
Præsidenten har da også udskudt de helt brede toldmure i 90 dage, og samtidig slået nogle store huller i toldmurene overfor Kina.
»Det er med stor sandsynlighed netop investorernes betænkeligheder, der har fået Trump til at tænke en ekstra gang,« pointerer Søren Kristensen og tilføjer:
»Men handelskrigen er fortsat i gang på et højt blus og for hver dag der går, bliver skaderne større og sværere at reparere.«
Investorerne har da også markeret sig i løbet af Trumps første 100 dage som præsident. Det amerikanske S&P 500-indeks er nemlig blevet sendt ned med 8,4 pct. og har dermed fået sin værste start på en præsidentperiode siden 1974, skriver Berlingske.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner