Cheføkonom reagerer på nye trusler fra Trump: Det kan få store konsekvenser


Den amerikanske præsident Donald Trump sendte torsdag aften igen en bredside afsted mod andre lande.
Samtidig truer han endnu en gang med at indføre told, og igen blev EU – og dermed også Danmark fremhævet.
Og det kan få store konsekvenser, lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar til præsidentens pressemøde om gengældelsestold i Det Hvide Hus torsdag aften dansk tid.
»Vi har gennem de seneste måneder talt om begrebet gengældelsestold, men hvor de fleste havde forestillet sig, der skulle komme modsvar mod told fra Trump-administrationen, så kan det nu komme direkte fra USA,« påpeger cheføkonomen.
Søren Kristensen kommer med vurderingen efter aftenens pressemøde, hvor Trump truer med gengældelsestold overfor al den told, han mener andre lande pålægger USA. I den sammenhæng blev EU og momssystemet nævnt.
»Det er ret voldsomme ting, Trump foreslår. Han lægger i bund og grund op til en omkalfatring af de rammer, der omgiver den del af global handel, som USA tager part i. Det kan potentielt ramme mange danske virksomheder både direkte og indirekte,« siger cheføkonomen og fortsætter:
»Det er alt for tidligt at spå om i hvor høj grad, men der er ingen tvivl om, at danske virksomheder og dansk økonomi helt generelt, er nogle af dem, der har profiteret mest af frihandel, og dermed også har mest at tabe.«
Søren Kristensen understreger dog også, at i og med USA kommer til at være epicentret for en eventuel toldkrig, så står amerikanske virksomheder – og i særdeleshed også de amerikanske forbrugere i skudlinjen.
»Vi vurderer umiddelbart, at amerikanske forbrugere står til at blive langt hårdere ramt end eksempelvis europæiske og danske forbrugere,« siger cheføkonomen.
»Vi hæfter os dog ved, at det endnu engang er trusler. Derfor kan man med en vis ret håbe, at meget af den told, der lægges op til, kan undgås ved forhandlingsbordet,« tilføjer han.
Ved torsdagens pressemøde beordrede Donald Trump administrationen til at indføre nye toldsatser på en lang række af USAs handelspartnere, skriver Bloomberg News. Disse nye afgifter vil han have tilpasset til de enkelte lande, da han mener, at det globale handelssystem er blevet skævvredet og dermed er til skade for USA.
Læs også: Overset sektor har banket techaktierne - strateg kalder aktierne for attraktive
Læs også: Stort aktieindeks banker op