Den danske medicinalgigant Novo Nordisks aktiekurs har lidt siden sommeren 2024 - blandt andet på grund af konkurrencen fra selskabets helt store rival Eli Lilly.
Tirsdag tager selskabet så et skridt i den rette retning for at genvinde dominansen, da selskabet har fået godkendt sit fedmemiddel Wegovy som tablet. Det vurderer chefporteføljeforvalter hos Formuepleje Morten Gregersen, der selv er investeret i Novo-aktien:
»Det er Novos opgave at komme tilbage - og det her er et godt skridt på vejen,« siger Morten Gregersen i tirsdagens udgave af podcasten Millionærklubben.
Han fortæller, at han som investor i øjeblikket går og venter på, at Novo Nordisk gennem sin produktpalette og pipeline kommer op og matcher Eli Lilly.
Wegovy-pillen giver et lille forspring, da den har vist et lidt bedre vægttab end Eli Lillys pille, der forventes godkendt omkring marts 2026.
Dog har Lillys pille nogle fordele i, hvor bekvemt det er tage pillen - her er der eksempelvis ingen fasteperiode før eller efter indtagelse.
Kombineret med, at Novo Nordisk også ansøger om en høj dosis af Wegovy som injektion kan selskabet i fremtiden matche Lilly på vægttab, vurderer Morten Gregersen. Derfor kommer det i fremtiden til at handle om, at Novo får kommunikeret og eksekveret, lyder det fra den erfarne investor:
»Det er helt tydeligt for Novos ledelse, at det her handler rigtig meget om eksekvering. Så jeg forventer, at de kommer ud med et brag her i 2026 med fokus på det amerikanske marked for at repositionere Novo og stoppe tabet af markedsandele,« siger Morten Gregersen i podcasten.
Han påpeger, at det store kursfald i Novo Nordisk-aktien det seneste år - på godt 47 pct. - er sket i takt med, at investorerne forventer, at Novo Nordisk vil fylde mindre i fremtidens fedmemarked.
»Hvis vi går halvanden år tilbage, skulle Novo og Lilly nogenlunde dele fedmemarkedet med 40 pct. markedsandele hver og så 20 pct. til resten. Nu kigger vi måske ind i, at Lilly skal have 50 pct. - eller endda op mod det dobbelte af Novos markedsandele,« siger Morten Gregersen.
Mens Novo Nordisk-aktien er faldet med 47 pct. i år indtil videre, er Eli Lilly-aktien steget med knap 40 pct.
Du kan lytte til tirsdagens udgave af Millionærklubben nedenfor, hvor Morten Gregersen også fortæller om nogle af de andre aktier, der er i porteføljen.

