Chefstrateg advarer: Sådan kan højere renter ramme vinderaktier


Renterne er skudt i vejret den seneste tid over hele verden, og det kan ramme aktiemarkedet.
Chefstrateg Henrik Henriksen fra Petersen & Partners fremhæver, at de højere renter kan få en afgørende betydning for chipaktierne, da techgiganternes enorme investeringer i datacentre har drevet efterspørgslen efter netop chips kraftigt op, hvilket også har sendt flere af aktierne i branchen markant op.
Det kan man læse hos Børsen.
Med den store udbygning af datacentre, så skal der bruges penge, og de højere renter kan gøre det sværere såvel som dyrere for techgiganterne at kunne finansiere deres store byggeplaner.
»Derfor skal du holde øje med semiconductor-aktierne, og du skal holde øje med, om tech-giganterne fortsat kan få lånefinansieret udbygningerne. Kan de ikke det, eller begynder de at skrue ned for udbygningen, kan det ramme væksten i semiconductorselskaberne. Og det vil aktiemarkedet ikke bryde sig om,« siger Henrik Henriksen til avisen.