Henter kommentarer

Chefstrateg: Derfor kan bankaktierne blive attraktive


Bankaktierne ser rigtig interessante ud i et inflationsscenarie.

Det vurderer pensionsselskabet Vellivs chefstrateg, Henrik Henriksen i et interview med Euroinvestor. Han mener, at det er sandsynligt, at vi bevæger os mod stigende inflation og renter inden for de næste 6 til 12 måneder. Det kan du læse mere om her. I det scenarie vil finansaktierne – og særligt bankaktierne – være attraktive.

Der er for chefstrategen at se en del ting, som gør bankaktierne interessante. Én ting er, at bankerne historisk set har klaret sig godt, når renterne og inflationen stiger. En anden ting er, at bankerne igennem en årrække været påvirket af en enormt hård regulering, der i 2020 mundede ud i, at bankerne under coronakrisen ikke måtte udbetale udbytte.

»Det betyder i virkeligheden, at der er ophobet rigtig meget kapital, som potentielt kan udloddes,« udtaler Henrik Henriksen.

»Hvis økonomien får det bedre, så kommer tabene i bankerne til at falde. Så kan man måske ligefrem ende med at se et plus på tabssiden, når bankerne skal tilbageføre de penge, som de satte til side til eventuelle konkurser blandt bankernes kunder i forbindelse med coronakrisen,« forklarer Henrik Henriksen med henvisning til, at bankerne som helhed gennemført kæmpe hensættelser i første kvartal af 2020.

»Det burde understøtte udlodningsvæksten, og det kunne samlet set ændre opfattelsen af bankaktierne blandt investorerne. Hvis bankaktierne giver 6-7 pct. i udbytte og har aktietilbagekøb, så kunne de fungere som et supplement til de obligationer, som mange i virkeligheden gerne ville have i porteføljen, men som de ikke har, fordi obligationerne ikke giver noget afkast,« udtaler Henrik Henriksen og tilføjer:

»Hvis jeg skulle pege på ét sats som gik på højere vækst, inflation og renter, så er det bankerne.«

Han ser samtidig en value-case i bankaktierne, der ifølge ham handler fortsat under de sidste 10 års gennemsnit målt på diverse nøgletal.

Chefstrategen mener derudover også, at investorer kunne overveje at se mod forsikringsaktier og energiaktier, der historisk set også har klaret sig godt i en verden med stigende inflation og renter.

Læs også: Saxo Bank forudser dette scenarie: Har udpeget 40 aktier, der matcher det

Læs også: Aktiestrateg: Valueaktier kan overtage vækstaktier