Olieprisen stiger mandag til 97 dollar, efter at der henover weekenden har været nye angreb på tankskibe i Hormuz-strædet.

Det rammer de europæiske aktiemarkeder, som ser ud til at åbne med kursfald om nogle få timer, bemærker Danske Banks chefstrateg Frank Øland Hansen. Et noget andet billede end i Asien, hvor aktierne stiger - blandt andet fordi store teknologiselskaber trækker markederne op:

»Europa går i nogen grad glip af teknologiopturen og rammes desværre hårdt af de stigende energipriser. Selv om europæisk økonomi har været overraskende robust trods de stigende energipriser, så kan det blive giftigt, hvis vi får en kold vinter,« skriver Frank Øland Hansen i en kommentar.