Den seneste tid er forventningerne til økonomien faldet kraftigt. Og det er lige præcis disse lavere forventninger, der skal drive aktiemarkedet den kommende tid.

Sådan lyder det fra Josephine Cetti, der er chefstrateg i Nordea, i onsdagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben. 

Hun påpeger, at der lige nu er konsensus om, at der vil komme en form for afmatning, som vil have en effekt på økonomien og på indtjeningen. Det betyder, at der ikke er særlig høje forventninger til indtjeningsvæksten i USA de kommende tre kvartaler.

»Alle forventninger til nøgletal og virksomhedernes indtjening er taget ned. Men vi ved det jo godt, så der er faktisk lagt op til, at vi kan blive positivt overrasket,« siger chefstrategen og tilføjer: 

»Det er det, markedet skal køre på.«

Og lige præcis denne sammenhæng mellem forventninger og aktiemarkedet kan også forklare de store kursfald, vi har oplevet i starten af 2025:

»Det var derfor, at kursfaldene blev så kraftige i starten af året, fordi forventningerne var så høje, så der var ikke plads til nogle skuffelser. Nu står vi i en lidt anden situation,« siger Josephine Cetti.

Du kan høre hele onsdagens afsnit af Millionærklubben her:

Podcast

Fortsætter den 'hadede' aktieoptur? 

Efter en turbulent start på investeringsåret med næsten panikagtige scener i starten af april, har investorerne genfundet det gode humør. De amerikanske aktier i S&P 500-indekset leverede den bedste maj måned siden 2023 og man skal ikke spejde langt efter nye rekorder i horisonten. Alligevel kalder anerkendte børsfolk den pæne bevægelse ‘for den mest hadede aktieoptur’, og flere store investorer sidder stadig på sidelinjen. Millionærklubben debatterer i dag nysgerrigt, om der er grund til at hade markedsopturen, om den kommer til at fortsætte og hvordan man nu skal tilrette porteføljen? Med i studiet er chefstrateg i Nordea Josephine Cetti og Michael Friis Jørgensen, der er aktiechef i HC Andersen Capital og fast porteføljeforvalter her i klubben. Vært: Adam Geil 

Millionærklubben Eksklusiv: Halvårsstatus - Millionærklubbens aktiekonkurrence spidser til
De konkurrerer på daglig basis i klubbens aktiekonkurrence, der handler om at få 250.000 kr. til at vokse mest muligt i løbet af et år. Men hvordan går det egentlig for de tre porteføljeforvaltere hér halvvejs igennem 2025? Mød Millionærklubbens faste panel den 26. juni til en aften, hvor forvalterne må stå til ansvar for deres valg og fravalg, og hvor de samtidig afslører, hvordan de har tænkt sig at sætte slutspurten ind i kampen om ikke kun pengene, men i høj grad også æren.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital
og Michelle Nørgaard, senior aktiestrateg hos Jyske Bank.
I løbet af aftenen byder vi også på et glas vin, øl eller sodavand og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer