Aktieopturen kan snart brede sig til hele aktiemarkedet.

Sådan lyder det fra Josephine Cetti, der er chefstrateg i Nordea efter meldingen om, at Iran og USA er kommet til enighed om en aftale, som skal underskrives i Schweiz på fredag.

Hvad aftalen præcis indeholder, vides ikke endnu. Dog er der varslet en åbning af det vigtige Hormuzstrædet.

Aftalen er skrøbelig, understreger chefstrategen. Særligt de israelske angreb i Libanon skaber problemer for en mulig fred.

På trods tror Josephine Cetti på, at aftalen mellem de to lande vil komme i hus. Hun fremhæver, at incitamentet for den amerikanske præsident, Donald Trump, for at få afsluttet krigen og åbnet det vigtige Hormuzstræde, er stort.

Og det kan smitte positivt af på aktierne, forklarer Josephine Cetti:

»Når Hormuzstrædet åbner, så vil aktieopsvinget brede sig meget mere ud,« siger hun.

Siden midten af marts er aktierne steget markant, men hele opsvinget har været centreret omkring techaktier. 

Det har blandt andet være styret af opjusteringer af indtjeningsvæksten i diverse techselskaber, men det lukkede Hormuzstræde har også betydet, at investorerne har haft svært ved at se motivationen for at købe op i andet end tech, forklarer chefstrategen.

»Vi vil se en rotation, så de dele af aktiemarkedet, vi har glemt, vil komme tilbage,« siger Josephine Cetti og peger på blandt andet sektorer som industri og råvarer, der tidligere på året har været et hit blandt investorerne, men også cyklisk forbrug som for nyligt at begyndt at klare sig lidt bedre.