De globale aktiemarkeder er over de seneste par dage blevet kørt over af en bred, rød malerrulle, der sætter retning mod en korrektion, dvs. et kursfald på op mod 10 pct. fra de seneste kursrekorder.
Det står i skærende kontrast til humøret blandt 175 globale milliardforvaltere, der tilsammen forvalter op mod 475 mia. dollar. Deres humør er nemlig på det højeste niveau siden februar 2025, hvor investorerne jublede over genvalget af den amerikanske præsident Trump.
»Det er lidt af et paradoks, som jeg har svært ved at forklare,« siger chefstrateg i Bankinvest Jakob Vejlø, der er blandt de adspurgte i november-udgaven af spørgeskemaundersøgelsen Global Fund Manager Survey fra storbanken Bank of America.
Her er stemningen (sentiment) steget fra 5,7 i seneste måling til 6,4. Samtidig svarer investorerne at deres kontantbeholdninger er lave - den er faldet fra 3,8 pct. til 3,7 pct. i november. Og så er andelen af investorer med en overvægt i aktier er steget.
Den positive stemning kommer på et bagtæppe af nærmest støt stigende aktiekurser siden den markante markedsuro i april, hvor den amerikanske præsident Trump præsenterede hans opsigtsvækkende handelspolitik.
Siden da er aktierne steget 33 pct. når man kigger på det store toneangivende S&P 500-aktieindeks, og der er blevet slået flere rekorder. Udviklingen er blandt andet drevet af investorernes store appetit på aktier med eksponering mod kunstig intelligens.
Læs også: Aktiechef om dagens store gyser: Populære aktier kan blive sendt ud i fald
Den positive udvikling på markedet smitter således også af på stemningen blandt de store investorer. Men det er her, man skal være opmærksom, lyder det fra Jakob Vejlø:
»Når markedet er steget rigtig meget, så strutter optimismen i de her undersøgelser, og det er her, markedet kan være modent for en korrektion. For når alle har købt, hvem er det så, der skal løfte markedet videre?,« siger han.
I sådan et scenarie skal der ikke meget til, før vinden blæser den anden vej - og det er det, som vi oplever lige i øjeblikket, påpeger chefstrategen.
Bevægelsen er startet i kinesiske teknologiaktier, så videre til kryptovaluta og har siden bredt sig til de store vestlige aktieindeks, hvor særligt dyrt prisfastsatte teknologi-aktier, aktier med eksponering mod kryptovaluta og kvanteaktier er faldet mest.
Vi er omtrent halvvejs i korrektionsterritorium (et fald på 10 pct. fra toppen), men flere underindeks er faldet mere.
Ifølge Jakob Vejlø skyldes udsalget i øjeblikket frygt for, at den meget omdiskuterede AI-boble er ved at briste. Men det er dog ikke det, der er tale om i hans optik.
»Døden skal altid have en årsag, og der er rigtig rigtig flotte kursgevinster på rigtig mange aktiemarkeder år-til-dato og i særdeleshed på tech, AI og kvanteaktier,« siger chefstrategen og fortsætter:
»Jeg tror, at vi er vidne til en god gammeldags gevinsthjemtagning på markedet lige i øjeblikket, katalyseret af den her bekymring for, at vi er i AI-boble.«
Hans vurdering er ikke, at der er noget fundamentalt galt i markedet, og derfor tror han også bare på en mildere korrektion. Derfor har man hos Bankinvest taget noget risiko ud af sine eksponeringer og er gået fra en overvægt i aktier til en mere neutral positionering.
»Vi har trykket lidt på bremsen og skruet ned for risikoen gennem nogle uger. Vi har også drejet vores typer af aktier mod en lidt mere defensiv retning fra en ret offensiv aktieportefølje,« fortæller Jakob Vejlø og tilføjer:
»Men vi er klar til at gå mere offensivt ind i markedet igen, når der er mere klare tegn på at korrektionen ebber ud.«
Læs også: Markant aktienedtur fortsætter: 'AI-appetitten er under pres'
Læs også: Nvidia og Microsoft indgår milliardstort partnerskab med AI-selskab
Millionærklubben Eksklusiv: Når magtbalancer forskydes
2025 har i den grad rykket ved verdens tilstand, og særligt USA’s præsident, Donald Trump, har været med til at ryste posen og sætte globale magtbalancer i bevægelse. Men kan den slags nybrud overhovedet bringe reel og længerevarende udvikling med sig, eller er der snarere tale om en midlertidig storm i et glas vand? Onsdag den 26. november undersøger Millionærklubben verdens aktuelle økonomiske tilstand og debatterer, om tidernes skiften kan bidrage til nye og interessante investeringer.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske
Steen Jacobsen, selvstændig investor, bestyrelsesmedlem og rådgiver,
og Thomas Thygesen, aktiestrategichef hos SEB.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer

