Chefstrateg og økonom: Kongetallet bliver 'afgørende'


Flere økonomiske nøgletal i USA har her til eftermiddag skubbet de amerikanske renter en smule ned, og giver samtidig den amerikanske centralbank lidt mere manøvrerum før den kommende rentemelding.
Sådan lyder det fra pensionskassen Vellivs chefstrateg Frederik Romedahl efter at der er landet ISM-tal for fremstillingssektoren samt den såkaldte JOLTS-jobrapport, der viser antallet af jobopslag.
ISM-tallene 'bøjer lidt af' i august, og samtidig kommer mængden af jobopslag svagt ud, påpeger Frederik Romedahl:
- Tallene vil ikke afgøre rentebeslutningen i september for Fed, men ikke desto mindre giver de lidt modvægt til inflationsbekymringen i Fed. Vores udgangspunkt er fortsat en renteforhøjelse i september, men fredagens jobrapport for august og inflationstal i næste uge bliver afgørende, skriver chefstrategen i en kommentar.
Hos AL Sydbank mener cheføkonom Søren Kristensen ikke, at dagens tal 'ændrer det helt store' i forhold til om centralbanken vil sænke renten senere på måneden.
Han kigger også frem mod den amerikanske jobrapport, der lander på fredag, og så ISM-tallene for servicesektoren, der lander torsdag. De vil 'være meget afgørende for om Fed ender med at sætte renten op senere på måneden', skriver han i en kommentar.
Kongetallet er anerkendt som et af de vigtigste økonomiske nøgletal, og det viser hvor mange job udenfor landbruget der er blevet skabt i USA i en given måned.
I øjeblikket forventer økonomer og analytikere, at der vil være blevet skabt omkring 58.000 nye job i august.