Aktierne brager op efter at den amerikanske præsident Donald Trump har meldt om forhandlinger mellem Iran og USA. Samtidig har han aflyst sine bombardementer af Iranske kraftværk.
Hos pensionskassen Velliv følger chefstrateg Frederik Romedahl Poulsen markedsudviklingen tæt.
Han afventer dog at høre fra Iransk side, at der er fremgang i forhandlingerne.
- Det iranske styre har endnu ikke rapporteret om fremgang i forhandlinger (eller forhandlinger i det hele taget), og man skal huske, at en presset Trump har alle incitamenter til at skabe lidt positive strømninger i markedet efter den seneste uges blodrøde bevægelser, skriver chefstrategen i en kommentar.
- De kommende dage vil vise, om meldingen i dag har noget på sig.
Han tilføjer at man i Velliv har forsøgt at tilføje lidt 'ekstra buffere' i porteføljen som følge af krigen. Derfor har pensionskassen købt op i lange obligationer, skriver Frederik Romedahl.
-Løber krigen i Iran igen af sporet, og skal markedet for alvor forholde sig til globale økonomisk afmatning, så virker de lange obligationer i Europa og USA som et attraktivt bolværk efter den seneste tids betydelige kursfald, skriver chefstrategen.

