Chefstrateg om ugens største begivenhed: Sådan kan du tilpasse porteføljen


På fredag vil investorerne have blikket rettet mod ugens helt store begivenhed, nemlig den månedlige arbejdsmarkedsrapport for USA, som ifølge chefstrateg kan være afgørende for rentesætningen.
Arbejdsmarkedsrapporten viser, hvor mange job der blev skabt i USA den seneste måned og fungerer som en afgørende temperaturmåling på verdens største økonomi.
Ifølge chefstrateg i Danske Bank, Frank Øland, er rapporten et af ugens absolutte omdrejningspunkter, da resultaterne giver investorer et vigtigt praj om, hvordan de skal forholde sig til mulige forestående renteforhøjelser.
»Robuste jobtal vil styrke argumentet for en renteforhøjelse fra Fed i september og kan løfte både renterne og dollaren yderligere. Det vil især kunne ramme de mest rentefølsomme aktier. Omvendt vil svage jobtal sandsynligvis få Fed til at være tilbageholdende, og det kan give lettelse til både aktier og obligationer,« skriver Frank Øland i en kommentar.
Rapporten kommer i kølvandet på fredagens Jackson Hole-tale fra den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, hvori der blev hintet mod, at renten ville hæves for at håndtere den stadigt stigende inflation i landet.
Ifølge Frank Øland, er denne septembers version af rapporten særligt vigtig, fordi det er nu, hvor de gode resultater og regnskaber fra virksomhederne skal eftertestes:
»September bliver en måned, hvor investorerne skal finde ud af, om de gode nyheder stadig er gode nok,« skriver chefstrategen og fortsætter:
»Vores hovedscenarie er, at aktier kan klare sig fornuftigt resten af året, men investorernes forventninger er blevet så høje, at markedet er blevet mere sårbart over for skuffelser. Med et aktiemarked, der allerede er steget meget, stor optimisme hos investorerne og meget lave kontantbeholdninger, er der mindre plads til fejl end tidligere.«
En måde investorer kan værne sig mod vanskelige tider på amrkedet er, ifølge Frank Øland, defensive aktier og obligationer:
»Vi ser fortsat de bedste afkastmuligheder i aktier, understøttet af solid vækst og indtjening, men obligationer bør også have en plads i en veldiversificeret portefølje.«