Olieprisen sendes ned, mens aktierne lige nu stiger markant.

Samtidig falder renterne.

Alt det sker efter, at der lige nu svirrer rygter om, at USA - ifølge unavngivne kilder citeret i mediet Axios - skulle være tæt på en aftale med iranerne.

Aftalen skal angiveligt sætte en stopper for den igangværende krig mellem de to lande, men også rumme nye forhandlinger om Irans atomprogram.

Markederne har taget forskud på optimismen, vurderer Frederik Romedahl Poulsen, der er chefstrateg i Velliv.

- Europæiske aktier løftes betydeligt med det brede STOXX 600 oppe 2,3 pct. på dagen. Heraf er det især energiudsatte sektorer som bl.a. forbrugsvarer og kemiselskaber der løftes, siger han i en kommentar og fortsætter:

- Markedet fortolker tydeligvis meldingen som et klart gennembrud, men der er naturligvis stadig ræson i at slå koldt vand i blodet.

Fra Frederik Romedahl Poulsen lyder det også, at parterne flere gange har vist tilnærmelse, men hvor forhandlingerne kort efter er gået i stå. Ifølge ham er det ikke udelukket, at det kan gentage sig denne gang.

- Specielt ikke, da meldingerne fra Iran fortsat fremstår skingre og ikke-imødekommende over USA, siger han.