Investorer skal spidse ører, for der kan være penge at tjene.

Det gælder lige nu om at have  ekstra mange aktier, lyder rådet fra Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, i en kommentar. Danmarks største bank har længe været positiv på aktiemarkedet.

»Nu anbefaler vi at købe ekstra op,« forklarer chefstrategen.

Selvom investorerne har tøvet med at købe aktier den seneste tid, er udsigterne så gode for aktiemarkedet, at det gælder om at øge aktieandelen. 

Årsagen? Selskaberne har i den netop overståede regnskabssæson vist, at de formår at levere solid indtjeningsvækst, forklarer chefstrategen.

Udviklingen har bidraget til at gøre værdiansættelserne mere attraktive. Sammenholdt med en robust global økonomi, hvor USA fortsat agerer stærk vækstmotor, er der skabt et solidt fundament for nye kursstigninger, lyder vurderingen.

»Historikken taler også for, at aktier kan få en stærk afslutning på året,« forklarer Frank Øland.

Det er kun hjulpet af, at der er kommet afklaring på midtvejsvalget i USA. Uroen i markedet har blandt andet handlet om bekymringer for, at det fremover kan blive både vanskeligere og dyrere at etablere nye datacentre.

Men kursudsvingene ændrer ikke ved det grundlæggende positive syn på aktivklassen. Med valget overstået og præsident Donald Trumps accept af valgresultatet er den politiske usikkerhed reelt faldet.

Præsidenten går nu ind i sine sidste to embedsår med et splittet Washington, hvilket gør det markant sværere at gennemføre nye politiske tiltag som skattelettelser eller øgede forsvarsudgifter. 

Historisk set er en sådan politisk stilstand sjældent en ulempe for aktierne, da det alt andet lige skaber mere forudsigelighed.

»Vi ser derfor den seneste tids nervøsitet og tilbagegang som en attraktiv købsmulighed,« forklarer Frank Øland.

Han hæfter sig ved, at de sidste to måneder af året har typisk været gode for aktier, og tendensen har historisk været endnu tydeligere i år med et amerikansk midtvejsvalg.

Som investor skal du dog huske, at de ekstra aktier i porteføljen ikke er ensbetydende med, at risikoen er væk, understreger Frank Øland.

Der er fortsat tvivl om, hvornår de enorme AI-investeringer for alvor tjener sig hjem, og uroligheder i Mellemøsten samt lave oliereserver kan give udsving. Alt i alt vurderer Danske Bank dog, at den sunde økonomi og selskabernes gode indtjening vejer tungere end bekymringerne.