Det danske biotekselskab Chemometec skuffer med friske tal i nyt regnskab og annoncerer et nyt samarbejde.
Det stod klart, efter selskabet der laver celletællere kom med andet kvartalsregnskab for det skæve regnskabsår 2025/26 onsdag aften.
Sammen med regnskabet har Chemometec annonceret en hensigtserklæring med Roche Diagnostics med det formål at starte et samarbejde.
»I løbet af 2026 har parterne til hensigt at udforske og konkretisere de indledende idéer om at kombinere parternes teknologier til validerede løsninger inden for bioprocesovervågning, med start i udviklingen af en forbindelse mellem Chemometec XM30-celtæller og Roches Cedex Bio Analyzer,« fremgår det.
Dykker man ned i kvartalsregnskabet står det klart, at biotekselskabet skuffer i andet kvartal.
Chemometec går tilbage på omsætningen i andet kvartal, så salget lander på 124,4 mio. kr. Driftsresultatet målt på EBITDA endte på 67,4 mio. kr. i samme kvartal, hvilket også var et fald.
Begge tal er skuffende, hvis man sammenligner med estimaterne fra de fem analytikere, der følger selskabet.
I andet kvartal havde analytikerne forventet et salg på 148,3 mio. kr., mens driftsresultatet var ventet at lande på 81,6 mio. kr., viser tal fra Bloomberg.
Biotekselskabet holder fast i sine forventninger til det skæve regnskabsår 2025/26. Her venter selskabet en omsætning på 565-580 mio. kr., mens driftsresultatet målt på EBITDA forventes at blive i niveauet 320-335 mio. kr.
Chemometec laver udstyr til målinger inden for tælling og analyse af celler. Størstedelen af omsætningen kommer fra Nordamerika, mens Europa er det næststørste marked for selskabet.
Chemometec-aktien er steget med 14,7 pct. det seneste år.

