Chr. Hansen-aktien i største fald i næsten to år: 'Det er lidt alarmerende'


Investorerne er ikke begejstrede for regnskabet fra Chr. Hansen, og torsdag ved 12.40-tiden er aktien faldet 7,1 pct. til 559,40 kr., hvilket er det største fald siden oktober 2019.
Det er særligt en skuffende udvikling i forretningsenheden "health and nutrition", som har skuffet markedet, lyder det fra Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank.
-Den organiske vækst var på 0 pct. i kvartalet, og det er noget under de 5 pct., som markedet havde forventet. Det er lidt bekymrende, at den division ikke ser ud til at kunne opretholde væksten, siger han til Ritzau Finans.
Læs også: Chr. Hansen-aktien kastet ud i stort fald: 'Det virker meget voldsomt'
Den skuffende udvikling betyder samtidig, at Chr. Hansen har skiftet spor, så selskabet fremadrettet forventer, at "food and enzymes" primært skal drive væksten for ingredienskoncernen, mens det tidligere var "health and nutrition".
- Det er lidt alarmerende, fordi det er "health and nutrition", hvor mange af de nye opkøb ligger, og det som man forventer skal være vækstmotoren fremadrettet, siger Per Fogh.
Læs også: Chr. Hansen-topchef: Fastholder guidance ud fra et forsigtighedsprincip
Det skaber bekymring i markedet, og ifølge Per Fogh er det med til at sende aktien ned. Alligevel havde han ikke forventet helt så skarp en reaktion.
- Hvis du havde spurgt mig lige efter, at regnskabet var kommet, havde jeg ikke tænkt, at den skulle så meget ned, siger Per Fogh.
Der er dog nogle usikkerheder, ikke mindst en negativ udvikling på det kinesiske yoghurtmarked. Hertil er der udfordringer i forsyningskæderne, hvor flaskehalse kan skabe problemer året ud.
Læs også: Chr. Hansen slår forventninger på driftsresultat - overblik over regnskab
- Jeg synes stadig, at aktien får en på kassen, men den har også kørt godt i nogle dage, så det kan være, at det er det, der bliver modsvaret i dag, siger han.
På positivsiden bemærker Per Fogh, at Chr. Hansen har hævet sine indtjeningsforventninger til en række opkøb, der nu forventes at påvirke EBITDA positivt med 15 mio. euro mod tidligere 10 mio. euro.
- Det er tidligere justeret ned fra 25 mio. euro, men nu henter man lidt af det ind igen, siger han.
Også DNB mener, at markedet havde ventet mere af regnskabet, skriver Bloomberg News.
Læs også: Chr. Hansen-aktien har ikke været med til børsfesten - dette kan måske holde hånden under kursen
Se listen: Her er C25-bundskraberne i første halvdel af 2021
/ritzau/FINANS