En ny fabrik i Portugal, vedvarende inflation og et internt spareprogram til 200 mio. kr. sætter dagsordenen for Coloplasts forventninger til 2026/27. 

Selvom selskabet guider en organisk omsætningsvækst på 5 til 7 pct, konstaterer ledelsen samtidig, at overskudsgraden bliver fastholdt på et mere afdæmpet niveau omkring 25 pct. Dermed fortsætter det pres på bundlinjen, som allerede prægede det forgangne år.

Forventningen om en omsætningsvækst i danske kroner på 7 til 9 pct. bygger blandt andet på en forventet valutamedvind på cirka 2 procentpoint. 

Driften skal holdes oppe af fortsat momentum i kerneforretningen for kronisk pleje samt et håb om, at den ramte division for biologisk sårpleje, Biologics, vender tilbage til vækst fra andet kvartal. 

På bundlinjen lægger Coloplast dog en dæmper på udsigterne: 

Inflationspres på råvarer og fragt samt opstartsomkostninger ved den nye portugisiske fabrik vil tynge bruttomarginen, mens øgede investeringer vil presse driftsomkostningerne.

For at modvirke marginpresset og skaffe midler til de planlagte investeringer har ledelsen sat gang i et effektiviseringsprogram under navnet Funding the journey. 

Programmet medfører i første omgang omkring 200 mio. kr. i særlige engangsposter i det kommende regnskabsår. 

Også på længere sigt signalerer selskabet mere afdæmpede tider for indtjeningsevnen: I den opdaterede ambition frem mod 2030 fastholdes en årlig vækst på 5 til 7 pct. , men overskudsgraden ventes blot at ligge i midten af 20-procentområdet over perioden – et stykke fra tidligere tiders niveauer omkring 28 pct.

De forsigtige udmeldinger kommer i forlængelse af et netop overstået regnskabsår 2025/26, der udstillede selskabets udfordringer. 

Selvom salget voksede 6 pct. organisk, faldt det faktiske driftsoverskud i kroner med 3 pct. til 7,45 mia. kr., og overskudsgraden skrumpede fra 28 til 26 pct. I årets fjerde kvartal dykkede overskudsgraden helt ned på 25 pct., mens driftsoverskuddet i faste kurser stod stille.

Udviklingen var især tynget af modgang i Biologics-forretningen, der stammer fra opkøbet af islandske Kerecis. 

Her faldt salget med 12 pct. i fjerde kvartal som følge af ændrede amerikanske tilskudsregler for behandlinger uden for hospitalerne, og divisionens driftsmargin før særlige afskrivninger lå nede på beskedne 1 pct. 

Selskabets samlede overskud efter skat steg godt nok til knap 5,6 mia. kr. for helåret, men stigningen skyldtes primært lavere renteudgifter og valutagevinster snarere end driftsmæssige forbedringer.

Coloplast-topchef Gavin Wood, som har siddet på posten i et halvt år, forsvarer strategien med, at selskabet har vundet markedsandele i USA – herunder nået 20 pct. af stomimarkedet – og at markedet for biologiske produkter nu har fundet et mere stabilt leje efter tilskudsændringen.