Coloplast ramt på forretningen - sænker forventningerne


Coloplast har forretningsområderne stomi, kontinens, urologi samt hud- og sårpleje.
Coloplast har forretningsområderne stomi, kontinens, urologi samt hud- og sårpleje. Foto: Coloplast
Vis mere

Coloplast nedjusterer onsdag aften sine forventninger til regnskabsåret 2019/20. Koncernen ser nu både en lavere organisk vækst og en lidt mindre overskudsgrad end tidligere lovet.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen, hvori Coloplast fortæller, at virusudbruddet påvirker urologiforretningen og elektive operationer i USA negativt.

Coloplast forventer derfor, at den organiske omsætningsvækst i regnskabsåret vil blive på 4-6 pct. i faste valutaer mod førhen lovede 7-8 pct. Overskudsgraden i både faste valutaer og danske kroner ses desuden falde en smule tilbage til intervallet 30-31 pct. mod tidligere omkring 31 pct.

Forventningerne til de øvrige forretningsben i Hørsholm-virksomheden er "hovedsageligt intakte", oplyses det.

Coloplast fortæller, at de tidligere forventninger, som blev udstukket i starten af februar, byggede på en antagelse om, at situationen omkring coronavirus ville blive gradvist normaliseret i andet kvartal, men det har som bekendt vist sig ikke at være tilfældet.

- Kina vender langsomt tilbage til normale forhold, men situationen er eskaleret globalt og påvirker urologiforretningen, hvor en betydelig andel af omsætningen er relateret til elektive operationer og procedurer. Dermed forventer selskabet ikke at kunne leve op til forventningerne til den organiske omsætningsvækst og overskudsgraden, der er givet for helåret, udtaler Kristian Villumsen, topchef i koncernen, i meddelelsen.

Udfordringen i urologiforretningen skyldes udsigterne til, at operationer, som ikke er bydende nødvendige udskydes, og derfor regner Coloplast også med, at den negative effekt på omsætningen vil være midlertid. Selskabet spår nemlig, at det tabte vil "genvindes, når situationen normaliseres".

Coloplast fremhæver omvendt, at situationen for stomi- og sårplejeforretningerne nu normaliseres i Kina, og der ventes lige nu ikke yderligere negative konsekvenser for de to forretninger. Det gælder også for kontinens og hudpleje.

- Andelen af nye patienter i stomiforretningen forventes imidlertid at blive negativt påvirket, indtil situationen normaliseres, da kun de mest akutte stomioperationer foretages.

Koncernen med hovedsæde i Hørsholm oplyser desuden, at dens produktion forløber normalt, og at den fuldt kan imødekomme efterspørgslen.

Den nye prognose fra Coloplast er i sagens natur med et vist forbehold.

- Situationen udvikler sig hurtigt og er fortsat usikker. De reviderede forventninger for helåret antager, at situationen gradvist normaliseres i løbet af andet halvår samt en stabil forsyning og distribution af produkter på tværs af selskabet, oplyser selskabet derfor.

Coloplast, som til maj kommer med sit halvårsregnskab for finansåret 2019/20, der slutter med september, fastholder sit annoncerede program for tilbagekøb af aktier på 500 mio. kr., og udbyttepolitikken er uændret. Det samme er forventningerne om et investeringsniveau i regnskabsåret på 850 mio. kr. og en skattesats på 23 pct.

/ritzau/FINANS