Coloplast vokser og omsætningen overrasker positivt: Dyk ned i de friske regnskabstal her


Det danske medicoselskab Coloplast har netop offentliggjort friske tal for tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2025/26.
Regnskabet er det første af sin slags, siden den forholdsvist nye topchef Gavin Wood har brugt sine første 100 dage i jobbet til at lytte, lære og komme rundt i selskabets afdelinger for at blive klogere på forretningen og kunderne.
Mandag kom der blandt andet Coloplast-ændringer i ledelsestoppen frem - læs om dem her.
Dykker man ned i regnskabet fra selskabet, der beskæftiger sig med sygeplejeartikler inden for blandt andet stomi og sårbehandling, kan Coloplast melde om en omsætning på 7.355 mio. kr. i tredje kvartal.
Det er mere end de 7.267 mio. kr., som analytikerne havde sat næsen op efter ifølge konsensusestimater indsamlet af selskabet selv forud for regnskabet.
Driftsresultatet målt på EBIT lander på 1.911 mio. kr. mod ventede 1.949 mio. kr. i kvartalet.
Driftsresultatet udtrykker, hvor effektiv virksomheden er til at drive selve forretningen.
På bundlinjen ligger der 1.462 mio. kr. i det seneste kvartal hos Coloplast.
Det er mere end de 1.353 mio. kr., som analytikerne ifølge konsensusestimater havde ventet.
Det er ligeledes højere end samme periode sidste år, hvor Coloplast kunne melde om et resultat for perioden på 805 mio. kr.
Den organiske vækst hos Coloplast lander på 6 pct. i kvartalet.
Analytikerne havde ventet, at tallet ville lande på 5,6 pct., og dermed vokser selskabet altså mere end ventet.
Organisk vækst er udviklingen i et selskabs forretning, der ikke er et resultat af opkøb. Det er et udtryk for, hvordan det går med salget af selskabets produkter eller tjenester.
Det dugfriske regnskab fra Coloplast er altså det første af slagsen, siden topchefen har brugt sine første 100 dage til at komme rundt i forretningen.
I regnskabet sætter han nu ord på, hvordan kvartalet er forløbet. Han hæfter sig blandt andet ved, at Coloplast kan melde om en organisk vækst på 6 pct. og 5 pct. EBIT-vækst.
- Det betyder, at vi fortsat hjælper flere og flere mennesker med intime sundhedsbehov til at leve bedre liv. Mine første 100 dage har bekræftet mig i, at Coloplast er en stærk virksomhed i attraktive markeder med ledende positioner og betydelige vækstmuligheder, lyder det fra Gavin Wood, som tilføjer:
- Det, der har gjort størst indtryk på mig, er styrken i vores kroniske forretning, det betydelige uudnyttede potentiale i USA og kvaliteten af vores medarbejdere. På den baggrund præsenterer jeg i dag de prioriteter, som jeg mener bliver vigtigst for at skabe langsigtet værdi.
Coloplast-aktien er nede med mere end 20 pct. siden årsskiftet, mens kursfaldet det seneste år lyder på 30 pct.
Coloplast er et globalt selskab med hovedsæde i Humlebæk, som beskæftiger omkring 16.000 medarbejdere.