Henter kommentarer

Dårligt nyt for danske boligejere: Vigtigt nøgletal spænder ben for rentefald


Den amerikanske inflation er gået frem i første måned af 2025, og det er dårligt nyt for de danske boligejere, der drømmer om en lavere rente på deres boliglån. 

»Det var lige præcis det, man håbede på, ikke ville ske,« lyder det fra Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en reaktion på det nyligt offentliggjorte inflationstal for januar, der landede på 3 pct. på årsbasis.

»Inflationen har svært ved at tage de sidste afgørende skridt mod målsætningen på 2 pct., og man er ikke i mål endnu, selvom man er kommet en hel del tættere på det,« tilføjer han. 

Donald Trumps nylige overtagelse af roret som amerikansk præsident er med til at presse forventningerne om højere inflation op i en amerikansk økonomi, der i forvejen er i et ret pænt tempo. 

Den fortsat buldrende inflation er med til at sænke forventningerne til yderligere rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve betydeligt. 

Og eftersom de danske boligrenter bliver påvirket af inflations- og renteudsigterne i USA, så er dagens tal dårligt nyt for de danske boligejere.

Det er særligt de fastforrentede lån, der påvirkes af disse forventninger. Her er 4-procentlånet med afdrag senest lukket, og renten lyder dermed nu på 3,5 pct.

»De lavere forventninger til den amerikanske centralbank er med til at begrænse noget af potentialet for yderligere kursstigninger,« siger cheføkonomen fra Arbejdernes Landsbank

Dermed skal man som boligejer ikke sætte næsen op efter en lavere rente lige foreløbig. 

»Står vi imidlertid senere på året med fornyede rentefald, så kan vi stå overfor en konverteringsbølge af danske fastforrentede lån. Men der er vi ikke endnu, og dagens tal taler isoleret set også imod,« tilføjer Jeppe Juul Borre.

Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, påpeger, at dagens tal bakker op om, at Fed ikke står overfor at skulle sætte de amerikanske renter længere ned. 

»Vi hælder imidlertid til, at renten kan blive sat ned et par gange i 2025,« påpeger han og tilføjer:

»For danske boligejere betyder det også, at 3,5-procentlånet i løbet af 2025 krybe op i en bedre kurs end i dag. Meget bedre end det bliver det dog nok ikke.«

Læs også: Spændingen udløst: Her er den nye rente for titusindvis af boligejere

Læs også: Vild start på 2025: Så meget er boligpriserne braget op i januar