Dagens helt store begivenhed er rentemeldingen fra den amerikanske centralbank, Fed onsdag aften dansk tid. 

Her er markedets forventning, at centralbanken vil fastholde renten, men kunne man også være så heldig, at de også har en julegave med til investorerne?

Sådan lyder det fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen. 

Ved rentemeldingen vil centralbanken opdatere markedet på sine forventninger til, hvad der skal ske i det kommende år.

Aktuelt er det forventningen, at centralbankrenten næste år ved samme tid vil være cirka 1 procentpoint lavere, pointerer økonomen og tilføjer:

»Det ændrer dagens møde næppe det store på.«

I aften vil investorerne holde øje med retorikken, og specifikt spejde efter om Fed fjerner muligheden for den yderligere og sidste rentestigning, som de har holdt fast i ved flere møder, forklarer han og uddybber:

»En rentestigning til eller fra gør ikke den helt store forskel økonomisk, men den har en større betydning, fordi den signalerer om renterne for alvor er på vej ned eller ikke.«

»Derfor vil investorerne lægge vægt på, og investeringsvægt bag ved, om Fed siger de 'er færdige' med renteforhøjelser,« tilføjer han.

Per Hansen tror, at det er mere end 50 pct. sandsynligt, at det sker.

Læs også: Dansk storbank fjerner gebyr på månedsopsparing

Læs også: C25-selskaber fusionerer - her er det nye navn