Her er dagens top 3 markedsnyheder fra de danske finansmedier
Mærsk betales for at forsinke varerne
Den danske rederikæmpe Mærsk oplever, at flere og flere kunder er parate til at betale Mærsk for at forsinke fragten af deres varer.
Det sker for at imødgå overfyldte lagerhaller, fortæller shippingkoncernens globale salgschef, Shereen Zarkani, ifølge Finans.
»Inden for den samme time kan jeg have to vidt forskellige samtaler. En kunde har desperat behov for lagerplads og for at sænke farten på det hele, mens den næste vil flytte mere gods hurtigt,« siger hun til avisen.
Store investorer: Kig lige på chefbonusserne
Adskillige selskaber har fyret ansatte, droppet udbyttet samt sløjfet aktietilbagekøb på grund af coronakrisen. Men direktionsbonusserne bør også skæres til i børsnoterede selskaber, mener flere store investorer, ifølge Finans.
»Der er mange selskaber, som har suspenderet deres forventninger. For de flestes vedkommende er det nok et udtryk for, at de ikke lever op til de resultatmålsætninger, der oprindelig blev sat. Det skal vi meget gerne se afspejlet i en klart lavere bonustildeling, når vi når til årets udgang,« udtaler aktiechef i ATP, Claus Wiinblad, til Finans.
Det kan du læse mere om her.
Kapitalforvalter: ESG betyder mere, når der skal investeres
Selskabernes optræden i forhold til miljø, social ansvarlighed og ledelse - kendt som ESG - spiller en større og større rolle, når investorerne skal investere.
Det vurderer Malene Bason, partner i Atrium Kapitalforvaltning, ifølge Børsen. De tre bogstaver stor for miljø (Environment), social ansvarlighed (Social) samt ledelse (Governance).
»De mest bæredygtige virksomheder vil være dem, der klarer sig bedst fremover – også i kriser. Helt overordnet er virksomheder med høj esg kendetegnet ved, at de kan styre deres risiko effektivt,« udtaler hun til avisen.
I dag er der bl.a. regnskaber fra Sanofi, Topdanmark & Verizon.
