Her er dagens top 3 markedsnyheder fra danske finansmedier.
Astralis går på børsen med usædvanlig stor markedsværdi
Selskabet, som står bag Counter Strike-holdet Astralis, starter med mere end 500 millioner i markedsværdi. Det er ikke hver dag, at et nyt selskab kommer på First North med så stor en værdi, påpeger investeringsøkonom Per Hansen.
- Det bliver født som et meget stort selskab på en meget lille børs, i den forstand at normen har været, at når nye selskaber kommer på First North, så sker det snarere med en markedsværdi i størrelsesordenen 100 til 150 millioner kroner end 500 millioner kroner, siger han, ifølge ritzau.
Goldman Sachs tættere på danske pensionskunder
Den kendte investeringsbank vil tættere på den danske pensionssektor, der har investeret opsparinger for over 4000 milliarder kroner. Banken er derfor ved at etablere et kontor i København, skriver Børsen
Danmark har i flere år været et 'ekstremt vigtigt marked' for banken, blandt andet fordi Danmark har en meget unik forsikrings- og pensionssektor, fortæller den kommende chef for det danske kontor, Peter Hermann. Han fremhæver, at sektoren har er 'i en liga for sig på risikostyring og brugen af finansielle instrumenter til at sikre pensionsopsparinger.'
Desuden er der fælles fodslag imellem danske pensionsselskaber og Goldman Sachs, der begge har investeret kraftigt i alternative investeringer.
Coloplast går mod anbefaling for god selskabsledelse
Med udnævnelsen af den tidligere direktør, Lars Rasmussen, til bestyrelsesformand, er selskabet gået imod anbefalingerne for god selskabsledelse. Det skriver Børsen. Anbefalerne er udarbejdet af en komité, som Lars Rasmussen nu selv bliver medlem af.
- Jeg synes, det kunne give det indtryk, at Lars Rasmussen tager let på anbefalingerne fra en komité, som han lige er blevet udpeget til, og det må jeg indrømme er et meget uheldigt signal at få sendt. Jeg håber, at det var utilsigtet, siger Anders Schelde, investeringschef hos MP Pension til avisen.
