Danske Zealand Pharmas kandidat til behandling af fedme, Dapiglutid, viser positive resultater.
Det oplyser C25-selskabet i en meddelelse efter børsluk mandag.
Således har lægemidlet, der er under udvikling, vist en gennemsnitlig vægtreduktion på op til 8,3 pct. hos deltagerne, når man sammenligner med placebogruppen.
Desuden blev doser på op til 13 mg vurderet som sikre og veltolereret.
Forsøget er et fase 1b-forsøg, hvor Dapiglutid er blevet undersøgt over 13 uger.
Lægemidlet blev testet på 54 deltagere, der havde en gennemsnitsalder på 46 år og et gennemsnitligt BMI på 30. Deltagerne fik ugentlige doser af enten Dapiglutid eller placebo.
I alt mistede deltagerne, der fik Dapiglutid, i gennemsnit op til 6,2 pct. af deres kropsvægt, mens placebogruppen i gennemsnit tog 2,1 pct. på.
Zealand Pharma er nu i gang med anden del af forsøget, hvor de tester højere doser af Dapiglutid over en periode på 28 uger. Her forhøjes doserne op til 26 mg Resultaterne fra den del af forsøget forventes at blive offentliggjort i første halvdel af 2025.
Læs også: Valgkampen i USA er skudt i gang: Sådan kan Novo Nordisk-aktien blive påvirket
Dapiglutid kombinerer virkningerne af de to typer hormoner GLP1 og GLP2. Førstnævnte er blandt andet det hormon, der indgår i Novo Nordisks supersællerter fedmemidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic.
Fra David Kendall, Chief Medical Officer, lyder det, at man både er begejstrede og opmuntrede over de nye resultater.
»De foreløbige data understøtter yderligere, at dapiglutid har en differentieret profil baseret på dets unikke dobbeltvirkende agonist-effekter, som vi forventer vil have en positiv effekt på inflammation,« udtaler han i meddelelsen.
Aktien i kurskometen Zealand Pharma er braget i vejret de seneste år med forventningen om, at det danske biotekselskab får succes med netop midler til behandling af fedme.
Alene i år er kursen gået i vejret med 141 pct., mens fremgangen det seneste år lyder på 208 pct.
Mandag lukkede Zealand Pharma-aktien i en stigning på 3,6 pct.
Læs også: Her er de billigste og dyreste aktier i C25-indekset
Læs også: Boligejere får massive skattelettelser i 2025: Se hvor meget du sparer

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner