Danske Bank sænker renten på både ind- og udlån. 

Hvis du har en almindelig konto med op til 25.000 kr., får du nu kun 0,10 pct. i rente. Har du mere end det, får du slet ingen rente på resten af beløbet, skriver Børsen.

Forbrugslån bliver i samme ombæring billigere, da renten falder med 0,25 procentpoint. Det betyder, at kunder fremover skal betale 9,85-13,50 pct. i rente.

Også boliglån bliver billigere. Renten på nye andelsboliglån falder med 0,40-0,60 procentpoint til mellem 3,59-6,89 pct.

Ændringerne sker, fordi renterne generelt falder i Danmark og Europa.