To erfarne analytikere har set nærmere på et af det danske aktiemarkeds helt store biotekselskaber, der netop har præsenteret nye data for investorerne.

Der er umiddelbart pil op til tallene, som bliver kaldt imponerende.  Og hos Jyske Bank mener man at aktien er meget mere værd.

Det er den danske biotekkæmpe Genmab, der på en kræftkonference i USA har fremvist nye data på det potentielle kræftmiddel GEN1046.

Læs også: Dansk bank regner med at tjene flere penge - opjusterer forventningerne

»Det var nogle ret interessante data,« siger Claus Johansen, der er mangeårig sundhedsanalytiker og på vej i luften med sin investeringsfond Global Health Invest. Han var med til konferencen i USA og fortæller i dagens udgave af Millionærklubben, hvordan han ser på tallene fra Genmab, der har specialiseret sig inde for kræftforskning.

Det potentielle kræftmiddel mod lungekæft fra Genmab viser en median overall survival på 17,5 måneder ved en dosering på hver 6. uge. Det betyder, at midlet kan forlænge patientens levetid med op mod 17,5 måneder, hvilket er højere end de andre selskabers konkurrerende midler, påpeger Henrik Hallengreen Laustsen, der er senioranalytiker hos Jyske Bank, hvor han følger Genmab-aktien. 

»Jeg synes, at de står fornuftigt,« siger han. 

Genmabs middel er rettet mod linje 2-behandling, hvilket vil sige, at det er tænkt som det middel, man kan give patienter, efter de har modtaget et andet middel. Hvis patienten ikke responderer på det, tilbydes de det potentielle middel fra Genmab i stedet for kemobehandling, som kan forlænge patientens levetid med 7-10 måneder, fortæller Claus Johansen. 

Læs også: Eliteaktie rammer højeste niveau i et år

»Det er der, at man ser den høje overlevelse, og det er alt sammen gode data. Man kan næsten sige, at det er en særklasse for sig,« siger han i Millionærklubben. 

Selv om Jyske Bank vurderer at Genmabs potentielle middel haar vist 'imponerende' data, så vokser træerne ikke helt ind i himlen.

Jyske Banks aktieanalytiker, Henrik Hallengreen mener nemlig ikke, at Genmab står med det potentielt største middel på markedet. Astrazeneca er nemlig længere fremme med et lignende middel, som står til godkendelse mod slutningen af året.

Læs også: Medicinalaktie har købsanbefalinger på stribe

»De kommer ikke til at få en first-mover effekt, men man skal så ind og vise den her differentierede profil, så de kan få en plads i markedet. Det bliver nok sådan en god nummer to indenfor det her område, som det ser ud lige nu,« siger Henrik Hallengreen Laustsen.

Jyske Bank-analytikeren fremhæver derudover, at de gode data måske kan være med til at dæmpe de bekymringer, der har været omkring Genmab-aktien det seneste stykke tid. Det storsælgende middel Darzalex står nemlig til at løbe af patent, og derfor skal Genmab have fundet andre midler, der kan stå for selskabets milliardsalg.

»Det her vil blive et af de æg, man kan lægge i sin kurv, fordi vi kommer formentlig ikke til at se, at de laver en ny Darzalex. Det skal bredes ud på flere produkter,« siger Henrik Hallengreen Laustsen. 

Derfor holder han også skarpt øje med kommende data fra Genmab på en række andre lægemidler. Blandt andet midlet Hexabody-CD38, som måske kan blive en arvtager til Darzalex. Derudover holder han spændt øje med det potentielle middel Rina-S mod æggestokkræft.

Læs også: Genmab klar med friske data - analytiker kalder dem 'imponerende'

Jyske Bank har i øjeblikket en købsanbefaling på Genmab-aktien med et kursmål på 2850 kr. Genmab-aktien koster ved middagstid mandag omkring 1970 kr. Det indikerer et kurspotentiale på mere end 40 pct.

Du kan høre mere om tallene fra Genmab i dagens udgave af Millionærklubben, som du finder her.