Henter kommentarer

Dansk biotekkomet indgår partnerskab om fedmemiddel - kan score op til 13 mia. kr.


Det danske biotekselskab Gubra har indgået en aftale med den amerikanske gigant AbbVie om at udvikle den danske aktiekomets fedmemiddel.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse mandag morgen.

Aftalen omhandler det danske selskabs vægttabsmiddel under udvikling, der er baseret på hormonet amylin. Midlet som går under navnet GUB014295 er lige nu i gang med fase 1-studier.

AbbVie kommer til at lede udviklings- og kommercialiseringsaktiviteterne for GUB014295 globalt.

For aftalen modtager Gubra en samlet forudbetaling på 350 mio. dollar - svarende til 2,5 mia. kr.

Derudover vil det danske selskab være berettiget til at modtage op til 1,875 mia. dollar i udviklings-, kommercielle og salgsbaserede milepælsbetalinger samt royalties på det globale nettosalg. Det svarer til 13,4 mia. kr.

For at aftalen kan blive gennemført skal den godkendes af de relevante myndigheder.

AbbVie er en af de største medicinalselskaber i verden med en markedsværdi på 209 mia. dollar, hvilket gør giganten til verdens 27. største selskab.

Gubra-aktien har oplevet en vild optur de seneste år, og aktien er bare de seneste 12 måneder steget med 168 pct. Fredag blev aktien dog sendt ned med over 12 pct. Nedturen blev sat i gang af biotekselskabets årsregnskab for 2024. Regnskabet kan du læse mere om her

Topchef i Gubra Henrik Blou var med i Millionærklubben CEO for nogle måneder siden. Du kan høre afsnittet om Gubra og selskabets historie her: