Vildt, bemærkelsesværdigt og usædvanligt.

Det er nogen af de ord, investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, bruger om danske Zealand Pharmas seneste udmeldinger.

Kort efter børsluk kunne det danske biotekselskab således melde ud, at man udnytter den høje aktiekurs for at skaffe flere penge ved at sælge aktier for op til 6,3 mia. kr.

Få timer efter kom endnu en meddelelse fra selskabet, hvor udbuddet var øget til nu 7 mia. kr. på grund af stor efterspørgsel fra institutionelle investorer.

Dernæst landende en meddelelse mere, hvor flere detaljer kom frem. Her fremgår det blandt andet, at der er udstedt 8,35 mio. nye aktier til kurs 843 kr. pr aktie.

Pengene fra aktiesalget skal bruges til at udvikle selskabets vægttabsmidler og til forskning i sygdomme relateret til overvægt, fremgår det videre.

»De seneste dage og uger har været bemærkelsesværdigt vilde for Zealand Pharma,« skriver Per Hansen i en kommentar fra morgenstunden. 

I gårsdagens handel fløj aktien i vejret med over 9 pct., og kigger man på kursudviklingen siden årsskiftet, er Zealand Pharma-aktien braget op med næsten 150 pct.

»Det er kun nogle få kvartaler siden aktien kom ind i C25, og nu spiller de med på den allerøverste hylde,« skriver investeringsøkonomen blandt andet, og tilføjer, at selskabet har gennemført den største kapitalforhøjelse nogensinde.

Han stiller dog spørgsmålstegn ved, om det er sket til overpris eller om aktierne bliver solgt med rabat.

»Aktierne blev solgt til 843. Det svarer til en ”rabat” på 5,06 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag på 888. Det er dog stadig 3,9 pct. mere end mandagens lukkekurs. Kapitaludvidelsen svarer til 15x dagens omsætning. 557.000 aktier blev altså ”omsat” 15x i forbindelse med kapitaludvidelsen,« skriver han og tilføjer:

»Man kan få den tanke, at den store kapitaludvidelse skulle ske til en ”rabat” og derfor er handelsvolumen, kapitaludvidelsen, afregningen og meget andet bemærkelsesværdig.«

Læs også: Saxo Bank deler advarsel om populær aktie: Forbered dig på kraftige kursudsving

Læs også: Jyske Bank anbefaler at købe dansk folkeaktie: Kursfaldet er en oplagt købsmulighed