Det går ikke lige så godt, som man kunne tænke sig hos den danske brintvirksomhed Green Hydrogen Systems.
Derfor iværksætter virksomheden nu en række omkostningsreduktioner og omstruktureringsinitiativer samt nedjusterer selskabets finansielle forventninger for 2024.
Det skriver GHS i en fondsbørsmeddelelse onsdag morgen. Det lille danske brintselskab holder til i Kolding og laver elektrolyseanlæg til produktion af brint.
GHS vil forsøge at reducere selskabets omkostninger med 40-50 pct. fra nuværende niveau. Dette indebærer at fyre omkring 100 ansatte. I efteråret 2023 havde virksomheden omkring 300 ansatte.
Fremadrettet vil Green Hydrogen Systems udelukkende fokusere på kommercialiseringen af X-Serien, og derfor vil selskabet stoppe med nysalg af A-Serien, fremgår det af meddelelsen.
For at få virksomhedens økonomi på rette fod igen, vil Green Hydrogen Systems gennemføre en kapitalforhøjelse på op til 300 mio. kr. inden udgangen af 2024.
Selskabet venter, at det bliver nødvendigt at gennemføre yderligere en kapitalforhøjelse af tilsvarende eller større størrelse inden sommeren 2025.
»Ifølge de nuværende planer, og forudsat en vellykket implementering af det samlede omkostningsreduktions- og omstruktureringsprogram samt fremdrift i salget af X-Serien, vil denne plan give selskabet en platform, der kan muliggøre overgangen mod rentabilitet og selvforsyning inden udgangen af 2026,« skriver GHS.
Som tidligere nævnt sænker Green Hydrogen Systems i samme omgang sine finansielle forventninger til helåret 2024.
GHS venter nu en omsætning på 105-145 mio. kr. fra tidligere 125-165 mio. kr. i 2024.
»Årsagen til justeringen er manglende kommerciel fremdrift og risikoen for annulleringer i forbindelse med det samlede omkostningsreduktions- og omstruktureringsprogram beskrevet ovenfor,« fremgår det af meddelelsen.
I samme omgang bliver forventningerne til driftsresultatet målt på EBITDA sænket til et underskud på 300-400 mio. kr. Tidligere ventede selskabet et underskud i perioden på 220-260 mio. kr.
De langsigtede finansielle forventinger er i samme omgang blevet suspenderet.
Omstruktureringsinitiativerne ventes at være gennemført inden første kvartal af 2025.
Green Hydrogen Systems-aktien falder med knap 20 pct. et par minutter inde i onsdagens handel.
Læs også: Olieprisen er braget op: Disse danske aktier kan få medvind
Læs også: Zealand Pharma slået tilbage - har fået brev af den amerikansk lægemiddelstyrelse

