Den danske smykkegigant Pandora har« virkelig fået fat i et vækstmomentum.«

Det vurderer Handelsbankens aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard i et analysenotat fredag. Den danske smykkeaktie er ikke desto mindre faldet 17 pct. siden dens kurstop i november 2021. Børsnedturen får strategerne til at droppe deres sælg-anbefaling og de har nu en hold-anbefaling, der dækker over, at de anbefaler, at man afventer udviklingen.

Strategerne vurderer, at Pandora-aktien herfra rummer et kurspotentiale på 7,7 pct. De har et kursmålPandora-aktien på 840 kr., mens aktien til sammenligning torsdag lukkede i kurs 780 kr.

»Trods forventningerne om en pæn vækst frem mod 2023, så er der dog en række risikofaktorer på kort sigt, herunder den stigende inflation, der kan afholde folk fra at købe smykker,« lyder forklaringen.

Pandora kommer 9. februar med regnskab for fjerde kvartal. Meget af spændingen er dog taget ud af regnskabet, mener strategerne, der henviser til, at Pandora allerede 10. januar 2022 kom med en »positiv« handelsopdatering. Essensen var ifølge dem, at udviklingen i 2021 har overgået Pandoras tidligere udstedte forventninger.

Pandora har med strategernes ord »leveret et rigtig stærkt 4. kvartal 2021 på trods af nedlukninger samt andre covid-19-relaterede udfordringer.«

Pandoras foreløbige regnskabstal for 4. kvartal 2021 viser ifølge den svenske storbank, at smykkegiganten i 2021 har præsteret en organisk vækst på 23 pct. samt en overskudsgrad (EBIT-margin) på 25 pct. Overskudsgraden fortæller noget om, hvor effektivt en virksomhed bliver drevet. Overskudsgraden afslører nemlig, hvor dygtig selskabets ledelse kan balancere driftsomkostningerne i forhold til omsætningen.