Henter kommentarer

Dansk entreprenørvirksomhed fortsætter voldsom vækst: Toplinjen øges med 170 pct.


Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Pihl & Søn, der er konkurrent til blandt andet MT Højgaard, fortsatte i regnskabsåret 2019/20 den voldsomme vækst, der har præget selskabet, siden det blev genrejst fra konkursboet E. Pihl & Søn i starten af 2017.

I regnskabsåret 2019/20, der løb indtil udgangen af juni, øgede Pihl & Søn sin omsætning med 170 pct. til 560,8 mio. kr. fra 208 mio. kr.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) voksede samtidig til 25,5 mio. kr. fra 5,7 mio. kr., og dermed sted overskudsgraden (EBIT-marginen) også til 4,5 pct. fra 2,8 pct. i 2018/19.

På bundlinjen realiserede Pihl & Søn et nettooverskud på 19,5 mio. kr. i 2019/20 mod et overskud på 4,2 mio. kr. året før.

- Det er et resultat af målrettet arbejde og en klar vision for, hvor Pihl skal hen. Vi har lagt det solide fundament, som vi skal bygge videre på i de kommende år. Der er en tydelig efterspørgsel efter vores kompetencer i markedet, hvilket også reflekteres i årets resultat, siger Halldór P. Ragnarsson, der er administrerende direktør hos Pihl & Søn, i en pressemeddelelse.

- I sidste ende handler det om at nå vores langsigtede mål og fortsat levere den høje kvalitet, vi er kendt for, fortsætter topchefen.

I det senest offentliggjorte regnskab fra MT Højgaard - for andet kvartal - havde selskabet en omsætning på 1401 mio. kr. og et driftsoverskud (EBIT) på 30 mio. kr. - svarende til en overskudsgrad på 2,1 pct.

Læs også: 10 spændende aktier til valueinvestoren

Læs også: Chefstrateg om kursfald: Udnyt det

/ritzau/FINANS